Nu er byen kommet i julestemning - bl.a. takket være ”Det grønne hold”

BROVST: I Jernbanegade i Brovst går man gennem en af allé af juletræer med funklende stjerner, der lyser over én, og fra højtalere lyder tonerne af julemusik. Brovst er kommet i julestemning.

Alt det nye julelys er på plads i Brovst. Handelsforeningen har fået stor hjælp fra lokale frivillige og sponsorer, da lysene skulle anskaffes. I de seneste uger har Brovst-afdelingen hos Cg El A/S leveret og opsat store dele af julelyset - lige fra julekuglen i rundkørslen til lyset i det store egetræ.

Lyset i træerne gennem hele Jernbanegade kan Brovst Handelsforening dog takke en helt særlig trio for: ”Det grønne hold” kalder de sig. Under Vision Jammerbugt har holdet de seneste tre år været med til at vedligeholde byen, f.eks. ved at vaske hele Jernbanegade, pynte byen ved at dekorere blomsterkrukker på Torvet og hejse flag, og de seneste tre uger har de altså gjort Brovst klar til jul.

- ”Det grønne hold” har været uundværligt for opsætningen af julelyset i Brovst. Vi skylder dem en stor tak, fortæller formand Jens Christian Nielsen fra Brovst Handelsforening.

I vind og vejr har Gert Pedersen, Egon Jakobsen og Karsten Høgh pyntet op, og som tak har de hver især modtaget en julekurv fra Brovst Handelsforening med lækkerier fra Hr. Nielsens Specialiteter.

Fredag 4. december var alt julelyset hængt op i byen. På hjørnet af Jernbanegade ligger en tom butik, som er blevet pyntet indvendig med juletræer og julepynt, der er leveret af Brovsts tre børnehaver.

- Man kommer utrolig langt, når man hjælpes ad, siger Jens Christian Nielsen om alle dem, der har hjulpet til.

Han er yderst begejstret for resultatet af årets julepyntning og taknemmelig over for alle dem, som har hjulpet med til at gøre det til en realitet. Borgerforeningen har sponsoreret de 70 juletræer, der pynter ned langs Jernbanegade, og som noget nyt er julebelysningen gennem Spar i Brovst blevet bevilliget ekstra 25.000 kr. af KFI.

- Nu ser vi virkelig frem til en hyggelig jul i Brovst, siger Jens Christian Nielsen.

Han håber, at stemningen og pyntningen af byen kan være med til at flytte samtaleemnet væk fra corona, der ellers har fyldt så meget i 2020.

- Der er blevet tændt lys i mørket, siger Jens Christian Nielsen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...