KUNST: Mandag 4. november er der fernisering på en udstilling med tegneren og journalisten Muus P.’s værker

FJERRITSLEV: Galleri Kino lægger i november og december vægge til en udstilling med naturbilleder af tegneren og journalisten Muus P. − alias Just Chr. Muus Pedersen (1908-78).

Udstillingen er tilrettelagt af Herdis Lau. Nielsen, Skræm, på vegne af projektgruppen bag »Kunsten i Han Herred«, der har fået en serie Muus P.-tegninger doneret af kunstnerens datter, Jette Muus Nielsen. Derudover vil man kunne se et lille udvalg af private malerier, der er skabt af Svinkløvmalere i første halvdel af 1900-tallet.

Ferniseringen på Muus P-udstillingen finder sted i Fjerritslev Kino mandag 4. november klokken 18.15.

Muus P var født på gården Skovladen ved Hobro, men fik en livslang tilknytning til Han Herred, idet han i meget af sin barndom og ungdom opholdt sig hos sin tante Helene Christensen, der havde manufakturforretning i den gamle købmandsgård i Torslev. Som 18-årig flyttede han i 1926 med sine forældre til Tanderup ved Bonderup og blev samtidig uddannet inden for jagtvæsen.

Han uddannede sig senere som tegner ved Kunsthåndværkerskolen i København og fik i 1946 ansættelse ved Aarhus Stiftstidende som tegner, senere som journalist med jagt og fiskeri som speciale, og i mere end 30 år var Muus P. en skattet medarbejder ved bladet. Hans produktion omfatter hundreder af velskrevne artikler, som ofte tog udgangspunkt i jagtoplevelser på egnen omkring Limfjorden.

I 1966 købte han Tanderup Gamle Skole som feriebolig. Huset ejes i dag af datteren, der til daglig bor i Hørning og nu har skænket en del af sin fars produktion til »Kunsten i Han Herred«.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...