KUNST: Gjøl Kunstforening forventer at se statuen klar på Gjøl Havn til næste sommer

Efter knap fire års arbejde ser det ud til, at visionen om et vartegn på Gjøl Havn snart kan realiseres. Statuen er inspireret af Hans Kirks roman Fiskerne, som foregår på Gjøl.

På de sidste sider står karakteren Tabita og skuer ud over Limfjorden. Det selv samme kommer den fem meter høje statue til at gøre fra næste sommer, hvis Gjøl Kunstforenings planer realiseres.

- Vi er ved at være i hus med pengene. Vi har hentet 750.000 kroner og mangler nok omkring 70.000 kroner. Så vi tør godt sige, at det bliver til noget, fortæller formand Karl Jørn Flick.

I forhold til de oprindelige planer for Tabita har man ændret højden fra syv til fem meter. Derudover skal figuren stå på vestmolen, så den ikke skaber problemer med indsejlingen til Gjøl Havn.

- Vi syntes, at den var for høj. Men på de fem meter kommer den alligevel til at veje 7-800 kilo, så der skal laves en ordentlig sokkel ned i jorden, så den kan tage hvilken som helst storm, siger formanden.

Kunstforeningen har blandt andet fået støtte af Statens Kunstfond, Den Obelske Familiefond, SE Vækstpulje Nyfors samt fra de kommunale kultur- og landdistriktsmidler. Gjøl Kunstforening er primus motor på projektet, som kunstner René Schmidt er valgt til at udforme. Han er sålede i gang med at lave modellen til Tabita-statuen.

- Vi har jo tænkt, hvorfor kunst altid skal være i byerne. Hvorfor skal det ikke være i landsbyerne eller på landet?, spørger Karl Jørn Flick.

Det er dog ikke alle gjølboer, der kan se idéen i at få kunstværket til byen. Det har således skabt debat, at den store statue skal stå på Gjøl Havn.

- Vi følger med i debatten på vores hjemmeside og Facebook. Men nogen vil altid være imod kunst i det offentlige rum. Vi har dog overvejende støtte fra beboerne, siger formanden.

- Der er altid nogen, der er imod kunst. Det er jo en smagssag, og det er helt okay. Man kan ikke lide alt. Der er forskellige argumenter for og imod, men hovedparten gennem et par år er for det her projekt, fordi det er dedikeret fuldkomment til bogen Fiskerne, tilføjer han.

Forfatter Hans Kirk fik inspirationen til Fiskerne, da han i sommeren 1925 var indlogeret på Gjøl Kro.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...