NATUR: I Fjerritslev er byens lystanlæg på mystisk vis skredet sammen. Vej- og parkchefen har aldrig oplevet noget lignende

FJERRITSLEV: Dele af lystanlægget i Fjerritslev by ser for tiden forfærdeligt ud. For i starten af marts skete der et stort jordskred, hvis årsag og omfang vej- og parkchefen i Jammerbugt Kommune, Jens Ørtoft, ikke har oplevet før.

- Kommunen har godt nok kun eksisteret siden 2007, men ifølge mine oplysninger har vi aldrig oplevet noget lignende, siger Jens Ørtoft.

Jordskreddet i lystanlægget er sket i løbet af aftenen 3. marts og natten til 4. marts. Kommunen var allerede fra morgenstunden 4. marts ude og besigtige området, da de havde fået en henvendelse om det nedsunkne parkareal.

- Vi var meget forskrækkede over det. Det lignede jo en mindre lokal tsunami, siger Jens Ørtoft og tilføjer:

- Heldigvis skete det om aftenen og natten, så folk ikke pludselig blev overrasket, det er jo helt vildt.

I øjeblikket ser området stadig hårdt ramt ud, og der er lavet afspærring omkring det. Jorden er skredet meget, og fliserne har flyttet sig af samme grund.

Kommunen er allerede i gang med at få undersøgt, hvad der er sket, så man kan forhindre lignende episoder igen. Man er dog endnu ikke klar over den egentlige årsag til jordskreddet.

- Der har været en geolog ude, som skal komme med analyser og finde årsagen. Der er jo forskellige jordlag, og der er nogle, der påstår, at der er tørvejord et stykke nede. Det er måske det, der er sunket sammen og har påvirket skredet, siger Jens Ørtoft.

Hvornår området igen kommer til at ligne sig selv, det kan Jens Ørtoft ikke oplyse endnu.

- Vi skal have fundet årsagen, og hvorvidt det kan ske igen. Hvis det et tilfældet, skal vi have taget nogle forholdsregler i forhold til genetableringen. Vi afventer derfor resultaterne fra geologen, inden vi går i gang med arbejdet med at genetablere området, siger Jens Ørtoft.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...