Utæmmeligt: Lerup Kirke er ramme om keltisk musik ”Green Pipes”

Når Musik i Han Herred tirsdag d. 6. august rammer Lerup Kirke med duoen ”Green Pipes”, bliver der tale om en kirkekoncert, hvor rammerne for orglets håndtering sprænges i mødet med fløjter og den keltiske musik. På programmet er airs, som er smukke og vemodige melodier, der har så højt til himlen, at det dynamiske spænd er uendeligt! Men høres kan også jigs, reels og polkaer, der med ”Green Pipes” egne ord har så megen vildskab, at det orgel, de byder op til dans, får pustet piberne ud.

Da både blokfløjter/whistles og orgelet grundlæggende er luftaktiverede piber, bliver instrumenterne en forlængelse af hinanden. - En forlængelse, der udvider rammerne for den keltiske musik og gør den både større, inderligere og stærkere. ”Green Pipes” lover, at musikken bliver utæmmelig og vil sprælle af liv – ja, at der på det nærmeste vil blive danset for fuldt udtræk.

Carl-Aage Eliasson, som har orgeleksamen fra Vestjysk Musikkonservatorium og solisteksamen fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, sidder på orgelbænken, mens Tine K. Skau, der er uddannet fra Det Fynske Musikkonservatorium, spiller whistles, blokfløjter, elody (elektrisk blokfløjte) og guitarpedaler. Begge musikere har omfattende turne- og ensemblevirksomhed.

Der er fri entré til koncerten.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...