Ved en koncert i Tømmerby Kirke tirsdag aften 30. juni kan man opleve Janne Mark Trio

FRØSTRUP: Koncertrækken Musik i Han Herred indledes i år med en koncert i Tømmerby Kirke tirsdag aften 30. juni, fortæller organist Irene Søndergaard Christensen.

Det er Janne Mark Trio, giver koncert. Trioen består af Janne Mark, vokal, Esben Eyermann, bas, og Peter Rosendal, würlitzer. Af en pressemeddelelse fremgår det, at Janne Mark med den internationale udgivelse af ”Pilgrim” har etableret sig som en af de mest overbevisende salmedigtere og komponister i hendes generation i både ind- og udland. Musikalsk befinder hun sig i et spor mellem sangskrivning, salmer, jazz og nordisk folketone. 2013 udgav hun sit første meget anmelderroste salmealbum ”Salmer fra broen”, hvor salmerne ”Et hus at komme til” og ”De første forårstegn i Norden” kommer fra.

Begge salmer er optaget i Kirkesangbogen fra 2017.

Videre hedder det, at mange af de gamle danske salmer er skrevet på landet, hvor de fleste danskere boede engang. Men nu bor langt de fleste i byerne, så der har været et stort behov for, at nogle også tog byens rum med ind i salmedigtningen. Det gør Janne Mark, der født 1973, som ingen anden dansk moderne salmedigter.

Janne Mark har studeret ved Vestjysk Musikkonservatorium i Esbjerg samt Rytmisk Musikkonservatorium i København og har siden 2000 sunget i Brorsons Kirke i København.

Koncertrækken Musik i Han Herred løber i perioden 30. juni-27. august og gennemføres under hensyntagen til de skiftende udmeldinger fra regeringen vedr. deltagerantal som følge af coronakrisen, oplyser Irene Søndergaard Christensen.

De øvrige kirkekonercert afvikles torsdag 2. juli i Bejstrup, torsdag 9. juli Fjerritslev, tirsdag 14. juli i Kettrup, torsdag 16. juli i Gøttrup, tirsdag 21. juli i Kollerup, torsdag 23. juli i Øsløs, tirsdag 4. august i Haverslev, torsdag 6. august i Klim, mandag 10. august i Tømmerby, tirsdag 11. august i Lerup, torsdag 13. august i Brovst, tirsdag 18. august i Hjortdal, torsdag 20. august i Aggersborg, tirsdag 25. august i Torslev og torsdag 27. august i Langeslund.

Nærmere på: www.musikihanherred.dk

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...