Trekroner Idrætsforening markerer til efteråret foreningens 75 års jubilæum - og det skal være noget, der huskes

FJERRITSLEV: 31. oktober skal Trekroner Idrætsforenings 75 års jubilæum fejres, og det bliver gjort med manér.

Mick Øgendahl kommer og underholder til festen, som formand Jeppe Østergaard ser frem til.

- Vi plejer at være gode til at kunne finde ud af at have gode fester, og nu har vi noget sparet sammen på grund af aflysninger som følge af corona. Det bliver nok et tidspunkt, hvor vi savner at være sammen med hinanden, fortæller han.

I foreningen ville man gerne have et stort navn til jubilæet.

- Vi håber, det kan være med til at trække folk til festen, både dem, der har sin daglige gang i klubben, men måske også dem, der har haft det tidligere eller har en eller anden relation dertil. Vi synes, vi ville markere jubilæet med noget, vi kan huske også om fem eller ti år - at det var dér, Mick var forbi, og det var dér, der var jubilæum. Og så vil vi gerne give en god oplevelse til vores medlemmer. En fest, der gerne skal være en oplevelse og en god aften, fortæller Jeppe Østergaard.

Til festen bliver der også spisning, hvortil Fjerritslev Kro leverer maden.

Trekroner Idrætsforening tæller 430 medlemmer.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...