SUCCES: KFUM-Spejderne i Fjerritslev har gennem de forløbne 12 år skabt en tradition med hyggelige aktiviteter for små og store ved Spejderborgen på Aggersundvej

FJERRITSLEV: KFUM-Spejderne Fjerritslev har for 12. år i træk afviklet et gigantisk julemarked, og som de foregående år var Spejderborgen på Aggersundvej 3 omdannet til en rigtig Nisseborg.

− Allerede før åbningstids start var de første besøgende dukket op, men de måtte pænt vente uden for afspærringen, inden dørene blev åbnet præcis klokken 10, fortæller gruppeleder Mogens Jørgensen.

Han fortsætter med denne reportage fra dagens forløb:

− I de næste par timer var der godt besøgt på Nisseborgen. Folk gik derfra med adventskranse, dekoration, juletræer, kirkegårdspynt og dørkranse, og efter at have sikret sig den bedste dekoration kunne man slappe af indendørs med gløgg og æbleskiver.

Der var også mulighed for at bage sine egne julesmåkager, eller hvis man var til det mere søde, så kunne man få lov til at lave bolsjer med lige den smag, man syntes bedst om.

På loftet holdt Loftsnissen til. Her kunne man også sidde og nyde en kop varm kaffe eller gløgg, samtidig med at børnene legede med PlayMais og Lego, lavede sjove ting af sand eller brugte deres kreativitet i form af en tegning.

I den modsatte ende af Nissebogen – nede i kælderen - kunne man besøge selveste Julemanden, som i dagens anledning var på besøg. Til ham kunne man fortælle alle ens juleønsker, som han så i løbet af dagen sendte af sted med brevduer til Julemandens værksted i Grønland.

Uden for Nisseborgen var et større område indrettet til tivoli. Her regerede Tivolinisserne, og de sørgede for at aktivere børn og barnlige sjæle, og så var der også fine præmier.

Fra et lille hus uden for Nisseborgen duftede det lifligt af brændte mandler og popcorn, som blev langet over disken til det lækkersultne publikum.

Endelig var det også muligt at få sig en ridetur. Gårdnissen havde nemlig fået fat i et par ridevenlige heste, som de besøgende kunne ride sig en tur på rundt omkring Nisseborgen. Og var man så blevet sulten efter turen, kunne man lave sin egen pandekage hos Gårdnissen.

Når besøgende ankom til Nisseborgen, blev de budt velkommen, og alle fik udleveret et program for dagen. På programmet var der desuden en skattejagt. Drillenissen havde taget al julepynten fra juletræet, og som besøgende skulle man rundt på hele Nisseborgen for at finde den stjålne julepynt.

Så vidt Mogens Jørgensens reportage.

Han tilføjer, at Jul på Nisseborg primært bliver afviklet for at lave penge til at drive det lokale spejderarbejde med spændende aktiviteter for børn og unge i Fjerritslev. Det økonomiske resultat for i år er opgjort til knap 45.000 kroner.

− Det giver også spejderne masser af god omtale udadtil, indskyder han.

− Men sådan et arrangement lader sig ikke gøre uden frivillig hjælp, som spejderne heldigvis har haft masser af fra forældre, bedsteforældre og andre, der har haft lyst til at give en hånd med.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...