Nu er både Brovst og Fjerritslev pyntet op til adventstiden

HAN HERRED:: I år har Brovst rejst penge til ny julebelysning, som skal hænges op over hele byen og ikke kun i Jernbanegade som hidtil. Og ophængningen er nu i fuld gang. Juletræer pynter i de få tomme butiksvinduer, facaden på Sparekassen Vendsyssel er pyntet med lys, og så er den store julestjerne, man kan se fra vest, blevet rejst.

- Meget snart kommer det sidste pynt op, fortæller Jens Christian Nielsen, der er formand for handelsforeningen i Brovst.

Også i Fjerritslev har man været i fuld gang med opsætningen af dette års julelys. Juletræet på Torvet blev hejst og tændt onsdag 25. november. I år var det nemlig ikke forsvarligt at holde en tændingsceremoni. Også ved kirkecentret er et juletræ med lys blevet hejst.

- I år bliver alt lys tændt løbende, forklarer Bøgild Thorhauge, indehaver af Klim El.

Træet blev sat op i samarbejde med XL Byg og Klim EL sørger for lysopsætningen i hele byen.

Opgaver i byen er fordelt mellem bestyrelsesmedlemmerne i Fjerritslev Handelsstandsforening, og bl.a. julelys- og juletræsopgaven er Bjørn Nielsen, som sidder i bestyrelsen i Fjerritslev Handelsstandsforening, i år blevet koordinator for.

- Det er altid spændende med nye udfordringer, siger Bjørn.

Både i Brovst og Fjerritslev hænger stjerner i masten i gadelamperne, og fra høje træer i Fjerritslev hænger Ice Drop-lys.

Fra Fjerritslevs to opsatte julehuse, kan man købe lækkerier fra Vesterhavsfruerne, og Fjerritslev Tryk sælger her Han Herred Bogen 2020.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...