Fredag eftermiddag kunne Feriepartner Jammerbugt i Fjerritslev uddele 25.000 kroner til tre foreninger og projekter, der bidrager til at gøre et besøg i Jammerbugten til en god oplevelse.

De tre modtagere af donationer i Jammerbugten blev Levendegørelsen af Herregården Bratskov, Støtteforeningen Hannæs og Kunst ved Kysten.

Kunst ved Kysten præsenterer i påsken værker fra 20 forskellige kunstnere i de unikke lokaler hos Han Herred Havbåde i Slettestrand.

Det har været en lang rejse fra ide til færdigt projekt - men idékvinderne, keramiker Lillian Hansen og Tina Willumsen, har fuldstændig tjek på deres spændende kunstudstilling, som inden længe slår dørene op for alle, der leder efter spændende kunstoplevelser i påsken. Esben Filholm fra Feriepartner Jammerbugt kunne overdrage en check på 5000 kroner til de to ildsjæle, og det var penge, der faldt på et tørt sted. De har nemlig selv haft penge op af lommen for at kunne realisere deres drøm om at udstille unikke værker i Slettestrand. De 5000 kroner vil blive brugt på at skabe mere opmærksomhed på kunstudstillingen via plakater, som vil blive stillet op i området, så folk, der ikke har opdaget udstillingen, kan komme på rette vej.

Ud over Kunst ved Kysten støttede Feriepartner Jammerbugt også Levendegørelse af Herregården Bratskov, som finder sted hver torsdag i ugerne 26-32. Esben Filhom fra Feriepartner Jammerbugt kunne overdrage en check på hele 10.000 kroner til Leo Pedersen og også her faldt pengene på rette sted.

- Vi har oplevet, at mange klager over lyden, fortæller Leo Pedersen, der kunne fortælle, at de mange penge vil blive brugt på at indkøbe et nyt mobilt lydanlæg, så folk kan høre, hvad der bliver sagt i højtalerne, når herregården i sommerugerne bringes til live. Ud over nyt lydanlæg vil herregården efter alt at dømme også inden længe kunne slå dørene op til en levendegørelse, hvor der tages ekstra hensyn til kørestolsbrugere, fortæller Leo Pedersen.

Støtteforeningen Hannæs fik ligeledes 10.000 kroner fra Feriepartner Jammerbugt, og her vil pengene blive omsat til en professionel kikkert, så turister og lokale kan opleve fuglelivet på Vejlerne gennem professionelt udstyr. For selvom der er mange fantastiske fugle at betragte i Vejlerne, så er det ikke altid, man kan være heldig at opleve dem på allernærmeste hold, fortæller René Jensen lattermildt.

Selv brænder han for at formidle de fantastiske historier om det unikke fugleliv blot et stenkast borte - og der er mange succeser at fortælle til dem, der drømmer om at få en helt fantastisk oplevelse ved Vejlerne.

- Vi har blandt andet sølvhejrer, der yngler i Vejlerne, fortæller René Pedersen, der glæder sig til at kunne give endnu flere muligheden for at se det fantastiske fugleliv i Vejlerne, han forelskede sig i for årtier siden og aldrig siden har givet slip på.

Hos Feriepartner Jammerbugt er man lykkelige for at kunne hjælpe endnu flere gode idéer ud i livet, som kan være med til at løfte oplevelsen af at holde ferie og bo i Jammerbugt Kommune.

- Jeg er rigtig glad for at kunne støtte netop disse fine projekter, der passer godt til vores ambition om at være en aktiv del af lokalmiljøet, samtidig med at vi gør noget, der tilgodeser vores gæster og kunder, siger Esben Filholm fra Feriepartner i Fjerritslev.

Udover uddeling af lokale støttemidler får prismodtagerne mulighed for en ekstra bonus når året er omme. Der er nemlig tale om et landsdækkende initiativ fra alle landets 27 feriepartnerbureauer. Initiativet består af to dele: En uddeling af midler fra lokale oplevelsespuljer i foråret og en landsdækkende finale til oktober. I finalen deltager de bedste lokale puljemodtagere fra alle landets Feriepartner-bureauer.

I finalen uddeles der i alt 100.000 kr. til de tre bedste projekter i hele Danmark. I alt støtter Feriepartnerkæden gode projekter, der medvirker til at gøre landets lokalområder til gode steder at bo og at holde ferie i med over en million kroner i 2019.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...