Undervisning: Emnet er 6 danske kulturhistorier, og tilmelding er senest 17. juli

Bliv klogere på Danmarks fantastiske kulturhistorier og oplev nogle af landets største seværdigheder – hjemme fra din stue. Over seks online undervisningsgange kommer deltagerne på en lærerig rejse gennem Danmarks spændende nationale og lokale historier. Højskolen strækker sig gennem seks egne af Danmark fra Hobro til Bornholm og historisk set fra Guldhornene til Grundtvig.

Online dialog

Højskole er noget mange forbinder med fysiske fællesskaber, fællessang, fællesspisning, kram og levende ord. Men sådan behøver det ikke at være. Med online-højskolen ”6 danske kulturhistorier,” udfordrer LOF højskolens traditionelle form. Deltagerne mødes på den digitale platform Zoom første gang torsdag den 23. juli fra 10.00 -12:00.

Herefter er der undervisning hver tirsdag og torsdag formiddag frem til tirsdag den 11. august. På disse dage foldes Danmarkshistorien ud af dygtige oplægsholdere med speciale i netop den seværdighed, dagens højskole handler om. Ligesom på en traditionel højskole bliver deltagerne en del af et læringsfællesskab. Hver dag starter med morgensamling og sang, og dagens tema diskuteres undervejs.

Idéen til online højskolen udspringer af lysten til at skabe folkeoplysning på nye måder, der inkluderer mennesker, som af den ene eller den anden grund ikke har mulighed for at være med fysisk. Selvom folkeoplysningen ofte fremhæver de fysiske møder som sin styrke, mener LOF, at man som oplysningsforbund også har et særligt ansvar for at skabe tilbud til dem, der føler sig sårbare på grund af smitterisiko.

- På grund af Corona-nedlukningen har mange mennesker lige nu brug for inspiration sammen med andre. I den periode, hvor LOF var lukket ned, fik vi nogle gode erfaringer med onlineundervisning. Vi oplevede, at vi nåede ud til deltagere, der normalt ikke har mulighed for at komme hos os, og at det bestemt er muligt at opbygge den fællesskabsfølelse, der skal til for at skabe læring med fokus på dialog og meningsudveksling, siger skoleleder Katrine Lomborg.

Fra Guldhorn til Grundtvig

Deltagerne på højskolen kommer godt rundt i Danmarkshistorien, mens de opdager unikke steder i landet. De skal besøge Geopark Odsherred, Danmarks eneste UNESCO Global Geopark. Her fortæller geolog Jacob Walløe Hansen blandt andet om bronzealder fundet Solvognen, der dukkede op i Trundholm Mose. Lidt længere mod øst bruger forfatter og historiker Anders Lundt Hansen Æbelholt Kloster og Gurre Slot som afsæt til fortællinger om middelalderens Europa, og i Danmarks østligste hjørne fortæller naturvejleder Jens Ole den spændende historie om Hammershus og de bornholmske befriere.

I Hobro finder vi en af Danmarks fem ringborge, den imponerende vikingeborg Fyrkat. Cirka samtidig med opførelsen af Fyrkat i 980 begyndte den første by dannelse i Viborg. Her fortæller middelalderarkæolog Jesper Hjermind om, hvordan Danmark Konger blev hyldet i byen fra år 1027 og 600 år frem. Og så er der få højskoler uden Grundtvig, hvis kiste blev kørt i særtog fra København til Køge, hvor han er begravet.

Grundtvig forsker Lone Kølle Martinsen giver deltagerne et indblik i Grundtvigs liv og store kærlighed til kvinder Gud og Danmark.

Inspiration til besøg

Skoleleder Katrine Lomborg ser det som en stor styrke i, at højskolen kan dække over et stort geografisk område. Sommerhøjskolen er nemlig også tænkt som inspiration til de mange danskere, der i år holder sommerferie herhjemme.

- Fordi vi underviser online, har vi mulighed for at få oplægsholdere fra hele landet og dermed høre de mange lokale fortællinger, fra folk, der har et særligt kendskab til netop det område. Det, tror vi, er med til at skabe en helt unik højskoleoplevelse. Derudover håber vi, at højskolen inspirerer deltagerne til selv at besøge nogle af de seværdigheder, vi lærer om eller nogle tilsvarende i deres eget lokalområde, udtaler skoleleder Katrine Lomborg.

Alle deltagere inviteres til en lille intro forud for højskolen, så man kan være tryg ved den tekniske platform. Men vi kan love det er enkelt for alle at gå til!

Tilmeld dig på lof.dk/jammerbugt – eller på 29271917. Der er tilmeldingsfrist fredag den 17. juli.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...