HØJSKOLE: I Vester Thorup vente højskoleeleverne tilbage for at hjælpe med byggeprojekter og få afsluttet deres forløb. Nu venter en sommer forhåbentlig med sommerhøjskole og klargøring af næste hold fuldtidselever til august

VESTER THORUP: I sidste uge var der igen fyldt med liv på Vester Thorup Højskole. Eleverne, der blev sendt hjem efter kun 10 dage på højskole, var vendt tilbage for at få afsluttet det højskoleforløb, der desværre blev afbrudt.

For forstander Anni Pedersen og underviserne var det rart endelig at byde eleverne velkomne igen på skolen. Det blev kun til en uge i denne omgang på grund af restriktionerne, der er forbundet med at drive højskole lige i øjeblikket og fordi, at mange af eleverne også har fundet arbejde i tiden efter hjemsendelsen.

Men det ændrede ikke ved, at humøret var højt på skolen, og at der blev gået til den med arbejdet.

Eleverne på det første hold var medskabere, der skulle hjælpe med at definere fremtiden for højskolen både i form af de fysiske rammer og undervisningen. Den forgangne uge blev derfor i høj grad brugt på at skabe, da de hjemvendte elever hjalp med byggeprojekter, og der blev lavet borde, bænke og udvidelser til fredagsbaren, der aldrig kom i brug, inden eleverne forlod skolen.

- Vores elever har virkelig taget fremtiden på sig og har givet os mange gode input og lavede varige projekter for de næste elever på skolen. De har jo taget fremtiden mere på sig, end et klassisk højskolehold ville gøre, siger Anni Pedersen.

For Anni Pedersen og resten af holdet på højskolen betyder det meget, at eleverne kom tilbage og får en god afslutning. Men den største gave for højskolen er, at de hjemvendte elever tog initiativ til en elevforening på højskolen.

- Vi er ret så stolte over, at de har lavet en elevforening. Det viser os, at de er glade for skolen, siger Anni Pedersen.

En af initiativtagerne til elevforeningen er medskaberelev Sofie Lau-Jeppesen. For hende har det betydet meget at kunne komme tilbage til skolen og få afsluttet det begyndte og kunne være med til at sætte et præg på fremtiden for Vester Thorup Højskole.

- Det er rart, vi får en afslutning. Det virkede lidt uforløst, fordi vi rejste så hurtigt. Ingen af os havde troet, vi ville være væk i mere end 14 dage. Jeg havde selv efterladt næsten alle mine ting her. Så det er fedt at kunne komme tilbage, se hinanden igen og få det afsluttet ordentligt, siger Sofie Lau-Jeppesen.

Elevforeningen skal hjælpe med at sikre fremtiden for skolen, og det er også aftalt, at elevforeningen skal have en plads i bestyrelsen for højskolen fremadrettet.

- Jeg vil fortsat gerne have en tilknytning til skolen og med elevforeningen får vi en formaliseret kontakt. Det, synes jeg, er vigtigt for at kunne hjælpe med at skabe liv på skolen, så vi kan lave gammel elevweekender og andre arrangementer i fremtiden, siger Sofie Lau-Jeppesen.

Det første arrangement er allerede på tegnebrættet, og de nu forhenværende højskolelever regner med, at man kan byde på et kort højskoleophold i uge 30, så venner af medskaberne og andre interesserede kan få lov til at opleve Vester Thorup Højskole.

For Anni Pedersen har det været en hård omgang, at være nødt til at sende eleverne hjem på grund af corona, da det også var det første hold, der skulle være med til at skabe grobund for det næste kuld elever. Heldigvis har interessen været rigtig god, og mange har taget kontakt til højskolen, efterspurgt rundvisninger, fulgt med på Facebook og deltaget i drive-in foredrag enten fysisk eller via Facebook. Så Anni Pedersen ser meget lyst på fremtiden for højskolen oven på en uge med liv på højskolen igen.

- Guleroden ligger lige rundt om hjørnet, når vi kan begynde igen med et nyt hold elever til august, siger Anni Pedersen med et smil.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...