Seks kunstnere laver kunst på Bulbjerg-sten til fordel for Kreativitethuset i Lildstrand

LILDSTRAND: En aktie i Kreativitetshuset. Og et stykke kunst af en kunstner fra lokalområdet, printet på en sten fra Bulbjerg.

Det er tilbuddet fra initiativtagerne til det projekt, der skal omdanne den tidligere købmandsforretning på Strandvejen 99 i Lildstrand til "Kreativitetshuset".

Og det er gået stærkt, efter at salget af disse "folkeaktier" til 5000 kr. stykket gik i gang for få dage siden, fortæller Hanne Marie Kværndrup, der er formand for foreningen bag Kreativitetshuser.

- Vi er allerede over 50.000 kr., så vi er glade og fortrøstningsfulde, siger hun.

I første omgang skal salget af folkeaktier skaffe den resterende del af de 900.000 kr., som er salgsprisen for huset. De 725.000 kr. havde man allerede fået fra Lokale- og Anlægsfonden, fra Thisted Kommune og fra en anonym sponsor. Dertil kommer altså det aktiebeløb, som nu er i hus.

Købsaftale inden 1. maj

Foreningen håber at kunne underskrive en købsaftale inden 1. maj. Aftalen er dog, at de nuværende ejere, der lige nu bor i huset, skal kunne bliver boende i op til et halvt år efter salget.

I den periode vil initiativtagerne så gå i gang med at søge fonde til ombygningen af huset, som skal rumme værkstedsfaciliteter og bolig for kunstnere, samt overnatningsmuligheder for turister på gennemrejse i Lildstrand.

Henrik Kramer Westergaard, kunstner fra Bjerget, har forarbejdet sten fra Bulbjerg, så de kan bruges til at printe kunstværker på. Værkerne leveres af ham selv og Karen Sennefelder, Eva Kristensen, Connie Anette Nordholdt, Pernille Bjarnhof Storm og Carsten Krog Pedersen.

Der sælges også "B-aktier" til 1000 kr. stykket, hvor køberen får en mindre Bulbjerg-sten, der er håndsavet og nummereret, men uden kunstværk.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...