Tirsdag 28. maj kan man i Tinghuset i Fjerritslev opleve en strygekvartet med rod i Aalborg Symfoniorkester, som byder på et flot program med overskriften ”Øst-Vest, fra Jerntæppe til ungdomsfest”.

Beatles var kendt for deres meget farverige arrangementer med bl.a. brug af strygekvartet.

I Tinghuset vil kvartetten spille en stribe kendte og ikoniske numre, der fint kan stå alene instrumentalt, og publikum får helt sikkert også en lille historie med på vejen.

Aftenens klassiske sværvægter bliver Shostakovitch kvartet nr. 8, der nok er et af de mest kendte kammermusikalske værker fra den russiske komponists hånd med en lang række citater fra egne kompositioner. Kvartetten blev skrevet i 1960, hvor øst og vest var skarpt adskilt af Jerntæppet og stærke kulturpersonligheder som for eksempel Shostakovitch levede i stadig frygt for at komme i unåde som følge af lidt for progressive meninger eller kunstværker.

Sovjetunionen nåede aldrig at få besøg af Beatles, som opgav at turnere der. Eftertidens analytikere har dog konkluderet, at gruppens indflydelse på ungdommen bag Jerntæppet i tresserne var af enorm betydning. Vestlige statsapparater støttede forskellige former for statsundergravende virksomhed for at bekæmpe kommunismen, men ingen af disse tiltag var så slagkraftige som Beatlesfeberen.

Kvartetten, som består af Synnøve Gustavsson, 1. violin, Nadia Kornilova, 2. violin, Jonatan Sjölin, bratsch og Hanne Houengaard, cello, byder desuden på en lille ”hit” af Puccini. Den italienske operakomponist skrev i 1890 et lille smukt elegisk mellemspil, Crisantemi, der er blevet lidt af et hit for strygekvartet.

Det bliver en dejlig og kontrastfyldt aften, som vil bringe minder frem fra en svunden tid.

Billetter kan hos Rene’s vin og grønt eller bestilles via Tinghusets hjemmeside.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...