LØB MED MERE: Datoerne for årets otte etaper er nu på plads

JAMMERBUGT KOMMUNE: Sidste år var der premiere på Tour de Jammerbugt, hvor knap 3700 deltagere fordelt på otte etaper deltog.

Løbet besøgte alle 24 lokalsamfund i Jammerbugt Kommune, og havde 250 frivillige involveret i planlægning og afvikling af etapeløbet.

Og nu er datoerne for Tour de Jammerbugt 2020 på plads.

Der er nemlig stor interesse for Tour de Jammerbugt, oplyser kommunen. Både fra deltagere, frivillige, foreninger og sponsorer.

Sparekassen Vendsyssel Fondene Brovst & Hvetbo har valgt igen at være hovedsponsor for Tour de Jammerbugt, og det glæder formand for Kultur-, Fritids- og Landdistriktsudvalget Helle Bak Andreasen.

- Det glæder mig, at det gode samarbejde med vores hovedsponsor igen i år kan fortsætte. Den store opbakning til løbet fra både sponsor, deltagere, involverede foreninger og frivillige ildsjæle ude i vores lokalområder er uundværlig, og de bidrager alle med noget ganske særligt, siger hun.

Har udvidet løbet

Jammerbugt Kommune forventer at få mindst lige så stor opbakning til løbet igen i år. Blandt andet fordi flere lokale aktører fra de 24 lokalområder har vist deres interesse for at være mere involveret i planlægningen og udførelsen af Tour de Jammerbugt.

- Vi har i år udvidet løbet med en gårute på 5-8 kilometer og en guidet gårute på 3-5 kilometer, og derudover vil flere af ruterne have start og slut i samme by. Vi håber derfor at kunne lokke endnu flere til at deltage på en eller flere af vores otte etaper, uddyber Helle Bak Andreasen.

Tilmeldingerne til dette års Tour de Jammerbugt er åbne, og første etape afvikles onsdag 29. april fra Slettestrand til Brovst.

2. etape er 6. maj Brovst til Aabybro. 3. etape løber af stablen 20. maj fra Fjerritslev til Thorup Strand mens 4. etape bliver 3. juni Gjøl - Skovsgaard.

5. etape er sidste inden sommerferien, nemlig 17. juni Ingstrup - Pandrup og efter nogle ugers pause er der 6. etape 12. august Attrup - Fjerritslev. 7. etape bliver 26. august Kaas -Blokhus og så rundes der er med 8. etape 2. september Aabybro - Biersted.

De fulde distancer med mere kan ses online.

På hver af de otte etaper kan deltagerne vælge mellem otte discipliner med hver deres distance og starttid.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...