Coronakrisen udsatte sæsonåbningen på Kirsten Kjærs Museum to måneder, hvor tiden så er brugt på renovering og ombygning samt ny initiativer

LANGVAD: Kirsten Kjærs Museum i Langvad åbner for sæsonen grundlovsdag, fredag 5. juni. Sæsonåbningen har været udskudt på grund af coronakrisen, men de to måneder er brugt på renovering, ombygning af reception og ny initiativer, fortæller udstillingsleder Pia Skogberg, bl.a. udstilling af kunstværker fra museets samling:

- Efter den lange coronalukning glæder vi os til at åbne dørene. Som altid bydes der ind til mødet med Kirsten Kjærs verden, til ny gæsteudstillinger og til den sædvanlige imødekommende og unikke stemning, siger hun.

Museets gæster mødes nu af en ny reception, hvor der kan erhverves litteratur om museets historie, postkort og plakater. Trods coronabegrænsningerne serveres der fortsat kaffe ved høflig selvbetjening.

Sommerudstillingen i museets gallerier for særudstillinger er resultatet af mange års venskab mellem museets grundlæggere, Harald Fuglsang og John Anderson, og læge Axel Kok Jensen samt ægteparret Beatrice (Birte) og Paul Beckett.

Axel Kok Jensen (1933-2016) var en flittig kunstsamler. Udover at han skænkede omkring 300 keramiske værker, har museet også modtaget en samling malerier af Annelise Møller Petersen (1931-75). I Beckett Gallery vises en akvareludstilling af Paul Beckett (1922-94) i samarbejde med Birte Beckett.

Museet ejer også en samling af tegninger og litografiske tryk af tegner og billedhugger Harald Isenstein (1898-1980). Dele af den er overgået til Isenstein-samlingen på Kongegaarden i Korsør. De resterende værker - scener fra koncerter med bl.a. Edwin Fischer - vises i museets New Gallery.

På førstesalen præsenteres Kirsten Kjærs familie- og rejseportrætter i ny iscenesættelse, hvor udvalgte vægfarver henter hendes koloristiske palet frem til ny oplevelser for betragteren, fortæller Pia Skogberg.

Kamilla Askholm Jørgensen har i vinteren 2020 arbejdet som artist-in-residence på Kirsten Kjærs Museum. Nu er hun tilbage med udstillingen ”Embodied Nature”, hvor hun dokumenterer processen med at skabe vinterens landartværker i museets skulpturpark. Publikum kan opleve udstillingen i rummet til højre for hovedindgangen,mens landartværkerne kan opleves i området ved Jens. Chr. Jensens monumentale “Brønden”. Til udstillingen har Kamilla Askholm Jørgensen også udført en artistbook, der kan ses og købes i museumsbutikken.

Nærmere på: www.kkmuseum.dk

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...