Ole Andersen viser sine både abstrakte og figurative værker

FJERRITSLEV: Mandag aften 5. november har Galleri Kino fernisering på en udstilling med værker af 55-årige Ole Andersen, der er bosat i København, men har familie i Hjortdal.

- Fra min tidligste skoletid husker jeg, hvordan jeg drømmende og meditativt sad og tegnede figurer og abstrakte mønstre, alt imens lærerens ord svævede forbi min bevidsthed i en fjern uregistreret strøm. Mange år senere har jeg i en mere struktureret og kreativ proces forsøgt at vende tilbage til det meditative gennem en strammere, målrettet arbejdsform med pen og pensel, fortæller Ole Andersen.

Han har altid været glad for farver og foretrækker derfor at bruge hele farvepaletten til både mørke og lyse stemninger.

Han arbejder både figurativt og abstrakt og dyrker ikke en bestemt stil. Som oftest er formålet ikke at fortælle en bestemt historie, men mere at give fantasien og underbevidstheden frit spil.

- Jeg kaster mig ud i nye motiver og teknikker og bevæger mig ofte ud på dybt vand, hvor jeg ikke på forhånd kender slutresultatet. Det lader jeg processen og ja, underbevidstheden bestemme, siger han.

Gennem en længere periode har Ole Andersen også tegnet til en større organisations månedsblad. Det har været tegninger, som fortæller en kort historie med et humoristisk twist, hvor temaer er hentet fra et aktuelt, relevant samfundsemne.

Udstillingen kan ses frem til januar.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...