I år vises der en særlig afdeling med skulpturer og smykker, hvortil kommer malerier af fem billedkunstnere

TRANUM: Lørdag eftermiddag 19. september indvies efteråret officielt på kunst- og kulturcentret Tranum Strandgård. Det sker med en udstilling af skulpturer og smykker skabt af Anette og Michael Arleth samt malerier af fem erfarne og anerkendte billedkunstnere med overvejende naivistisk udtryk fra andre af verdens kyster.

Dominique Eustase fra det magiske, hav- og sagnomspundne Bretagne, hvorfra der flyder megen inspiration. Men også barndomsminder med deres eventyr og legender leverer stof til billedernes universelle fortællinger tilsat et godt stænk humor.

Ole Grøn kalder sig selv ét af de børn, der aldrig holdt op med at tegne. Som voksen mand og velrenommeret naivist flyder billederne stadig fra hans hånd, nu også i pladejern med digitalt styret laser. Inspirationen hentes fra daglig- og badelivet og kysten syd for Aarhus. Finurligt fabulerende.

Marie Jonsson-Harrison fra Sverige til Australien med udstillinger verden over. Deltog som særligt inviteret kunstnerisk observatør i OL i London og på særudstillingen i Normandiet i anledning af den franske naivist, Henri Rousseau’s 100 år. Hendes billedverden kan sågar fås som dynebetræk hos ART’n’BED.

Aino Møller, oprindelig billedvæver fra akademiet i Aarhus og i Sydfrankrig. Nu nord for Grenå. Udfolder sig hér som både maler og keramiker. Har også virket i selskab med Lars H.U.G. og datteren Alexandra. Inspirationen kan komme både i festligt lag og på vandreture. Når livet er sjovt og hvor noget går op i en højere enhed.

Lene Worsøe ved Kystvejen ud til havnen i Aarhus. Arbejder også med både maleri og keramik. Finder inspiration overalt. Især det skæve, sjove, uforudsigelige. Vores samspil med hinanden. Værdier og virkninger. Og ja: ”Vi ser ikke tingene, som de er – vi ser tingene, som vi er”.

Familien Arleth fra Strandhuse ved Nordfalsters østkyst. Herfra strømmer smykkekunst med stor variation i former og farvevalg. Inspireret bredt fra strømlinet modernitet, organiske former a la Skønvirke og forhistoriske artefakter fra Norden, Middelhavet og Sydamerika med deres magi og naturkraft. Inspirationen har også udviklet sig til større udsmykninger, som det kan opleves ved Fuglefjord på Færøerne.

- Vi kommer vidt og godt omkring langs både fjerne og nærmere kyster på denne årets sidste udstilling på Tranum Strandgård ved Jammerbugtens kyst.

Trods den afkortede sæson har det været et travlt og godt udstillingsår på dette Jammerbugtens kulturelle fyrtårn, siger Ernst Beckman fra udstillingsstedet.

Udstillingen har åbent på lørdage kl. 14-17 og søndage kl. 11-17, og den kan besøges frem til og med søndag 18. oktober.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...