Fjerritslev har haft spejdere siden oktober 1928

FJERRITSLEV: Tilbage i oktober 1928 blev kimen lagt til det, der sidenhen har dannet ramme om KFUM-spejderne i Fjerritslev. Siden har man med enkelte undtagelser kunnet dyrke spejderlivets glæder hos de grønne spejdere i byen.

Lørdag 6. oktober havde KFUM-spejderne i Fjerritslev derfor inviteret nuværende og tidligere spejdere i gruppen, samt forældre og andre interesserede til at fejre denne begivenhed. Rammerne for festlighederne var spejdernes nuværende faciliteter, Spejderborgen på Aggersundvej.

Her var der arrangeret forskellige aktiviteter, som de besøgende kunne deltage i. Inden for på Borgen var det mulig at fordybe sig i billeder, som var blevet taget i forbindelse med gruppens mange forskellige ture og arrangementer.

Det blev til mange gode gensyn og opfriskning af minder fra svundne tider blandt de fremmødte tidligere spejdere. Og snakken gik livligt blandt de fremmødte. Tidligere spejdere kunne fortælle om en tid, hvor de enkelte patruljer holdt møder rundt om i private hjem og kun var samlet i "spejderhuset" når hele troppen var samlet.

Inden spejderne var vært ved en middag, fortalte gruppeleder Mogens Jørgensen de tilstedeværende lidt om spejdernes historie. Til dette fik han god hjælp af en tidligere spejderleder Hans Krogh, som kunne fortælle mange historier, om spejdernes bedrifter før i tiden.

Dagen sluttede af med, at alle fremmødte blev bespist med helstegt pattegris med tilbehør.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...