TRAFIK: Jammerbugt Kommune er med i en indsats for at få forældre til at støtte børn i selv at cykle eller tage bussen

Sig nej – dit barn kan selv. Sådan lyder opfordringen i en ny kampagne fra otte nordjyske kommuner, der står sammen om at motivere og opfordre til, at børn og unge mellem 9 og 15 år selv kommer i skole. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Vesthimmerlands Kommune.

De nordjyske kommuner bag kampagnen er Brønderslev, Hjørring, Jammerbugt, Mariagerfjord, Morsø, Rebild, Thisted og Vesthimmerlands kommuner. Kampagnen afvikles fra uge 32 og fire uger frem.

- Når børn og unge selv kommer i skole enten på cykel, ved at gå eller på anden måde transporterer sig selv, så er der stort set kun positive sidegevinster. Det viser sig, at når børn og unge er selvtransporterende, øger det eksempelvis deres selvstændighed og motion. Det påvirker deres læring positivt og de øver sig i at begå sig i trafikken. Transporttiden giver mulighed for socialt samvær, ved at følges med vennerne og kan give adspredelse fra smartphonen. Samtidig opnår de unge en større fleksibilitet og frihed - og så er det godt for miljøet, skriver de.

Men børn og unge på 9, 12 og 15 år er meget forskellige – det er de både i deres mentalitet og i deres muligheder, interesser, adfærd og fysik. Derfor er der ikke én måde at få dem aktiveret på. Til gengæld er der én vej til at tage ansvar og hjælpe med motivationen – nemlig forældrene.

- Med kampagnen ”Dit barn kan selv” ønsker vi at motivere forældrene, men alle kender til ”kampen” mandag morgen, når vi er sent på den, og det hele gerne må være nemt. Så kommer vi måske til at køre vores børn i skole alligevel - fordi vi slipper for at diskutere, og det er hurtigere bare at komme afsted, oplyser Karen Elvang Svendsen fra Vesthimmerlands Kommune.

Det er ifølge en undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik kun hver fjerde ung, der mener, at det er vennerne, der påvirker deres adfærd i trafikken.

- Det viser sig, at børn og unge faktisk lytter til deres forældre omkring adfærd i trafikken – så selvom de unge vrisser lidt af situationen, så har det faktisk indflydelse, når forældrene blander sig, oplyser Karen Elvang Svendsen, omkring overvejelserne bag kampagnen og Rådet for Sikker Trafiks undersøgelse.

Kampagnen har derfor fokus på at give forældrene et smil med på vejen og give dem gode argumenter, så de kan motivere deres børn og unge til selv at transportere sig til og fra skole.

- I en række film bliver forældrene ”hængt lidt ud”, så de unge kan grine med, når det faktisk er forældrenes egen ”skyld”, at de bukker under og starter bilen til skole gang på gang.

Hvor filmene udstiller de ofte lidt kaotiske øjeblikke mellem børn og forældre, har websiden ditbarnkanselv.dk konkrete argumenter og råd til at hjælpe forældrene godt på vej til de besværlige diskussioner, hvor transport er omdrejningspunktet.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...