Folkemusikkoncerten arrangeres i samarbejde med Spillestedet Thy

VESLØS: Fredag aften 9. oktober danner på Vesløs Kro rammen om koncert med Justine Boesen Band, som er en ny konstellation på den danske folkemusikscene.

Forrest står kvinden bag bandets navn, Justine Boesen.

Hun kombinerer sin sopranvokal med sit akkordeon og skaber et moderne folkemusikalsk univers, som ikke er hørt før.

Justine Boesen har både lyrikken og den nordiske folketone tæt inde på livet, og gennem subtile og vovede kompositioner formår hun at kombinere de to elementer.

Med sig på scenen har hun guitaristen Toke Lynggaard Larsen, slagtøjsspiller Jesper Lørup Christensen samt violinist og sanger Liv Vester Larsen.

Gennem lyden af jazz-trommer, sprød elguitar og Livs vester Larsen violin fuldender de tre musikere den moderne folkelyd på fornemste vis.

Efter mange års erfaring som medvirkende kunster i det anerkendte folkemusikorkester Mynsterland står Justine Boesen nu klar til at præsentere sit eget musikalske univers.

Det vilde, sårbare, simple og lyriske er nøgleord i Justine Boesens musik, og bandets koncerter emmer af nærvær og overgivelsen til musikkens enestående evne til at holde os i nuet.

Der er arrangeret fællesspisning fra kl.17.30, hvor menuen står på ribbensteg med tilbehør.

Koncerten arrangeres i samarbejde med Spillestedet Thy.

Entré til koncerten er 150 kr. - for medlemmer af Thy Folkemusik er prisen 125 kr.

Pris for menuen er 99 kr.

Billetter og menu skal senest 4. oktober bestilles på tlf. 5174 3305 (helst sms).

Man kan se mere på www.thy-folkemusik.dk.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...