Ældre Sagen i Fjerritslev-området fik hjælp af vandrerhjemmet til julemad til over 300 medlemmer

FJERRITSLEV: Inde i madstuen på vandrerhjemmet i Fjerritslev bugnede borde med julemåltider fredag 18. december. På skift kom Ældre Sagens frivillige ind og hentede lune flamingokasser fyldt med alt, hvad et julemåltid indebærer lige fra karrysild og grønlangkål til flæskesteg og risalamande, som de kunne tage med sig hjem.

- Året har været uden alle de vanlige aktiviteter, Ældre Sagens medlemmer plejer at få glæde af på aktivitetscentret i Fjerritslev, fortæller Jørgen Jensen, formand for Ældre Sagen i et område svarende til den gamle Fjerritslev Kommune.

Derfor indgik Ældre Sagen i Fjerritslev en aftale med vandrerhjemmet, og initiativet blev taget godt imod. For køkkenpersonalet på vandrerhjemmet var det ifølge Mogens Bislev en sand julegave at få noget fra hånden.

- I år får vi ellers slet ikke lov til at lave mad som sædvanlig, fortæller Mogens Bislev.

Bente Nielsen og Mogens Bislev fra Bislev Catering er dem, der normalt står i køkkenet på vandrerhjemmet i Fjerritslev, men fredag fik de ekstra hjælp til at sende al julemaden af sted. Det var en effektiv besætning, der delte mad ud til over 300 medlemmer på coronasikker manér.

Vandrerhjemmets nissebesætning udleverede maden og dirigerede de frivillige korrekt ud med fyldte favne. Imens krydsede to bestyrelsesmedlemmer fra Ældre Sagen, Jørgen Jensen og Werner Agesen, de frivillige medlemmer af, når de kom efter deres bestilling. Minna Holst og Anette Mathiasen sørgede for ikke at lukke flere ind af gangen end tilladt.

- Det er et skønt initiativ, lyder det fra flere af medlemmerne, der fredag kom efter julemad.

Ældre Sagen plejer at tilbyde alverdens aktiviteter året rundt til sine medlemmer. De frivillige giver et årlig kontingent for til gengæld at nyde godt af mange fordele og skabe et bredere netværk. Nu vil Ældre Sagen give igen efter et år med mangel på fælles aktiviteter.

- Vi har købt julemad til alles vores medlemmer for at give lidt tilbage, fortæller Jørgen Jensen.

Fjerritslev-afdelingen af Ældre Sagen har mellem 1300 og 1400 medlemmer, og Jørgen Jensen håber, at flere i det nye år har lyst til at blive en del af fællesskabet.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...