Den 19-årige EUX-elev Christopher Renberg fra Vilsund er netop vendt hjem fra et års praktik i Hannover

VILSUND: - Jeg er ikke færdig med Tyskland. Jeg kunne godt tænke mig at komme derned igen.

Det siger 19-årige Christopher Renberg fra Vilsund, der netop er vendt hjem fra et års praktikophold i den tyske by Hannover.

Christopher Renberg blev student fra EUX Business sidste år.

Herefter bestemte han sig for at starte som handelselev og tage imod en praktikplads i udlandet (PIU). Noget, som han bestemt ikke har fortrudt, skønt opholdet bød på en del udfordringer.

- Jeg havde kun haft tysk i folkeskolen i 10. klasse og så et halvt år på EUX. Jeg kunne lidt tysk, men jeg kunne ikke føre en samtale til at starte med. Så de første tre måneder var barske, fortæller han.

Han sørgede selv for alle praktiske ting i delstaten Niedersachsens hovedstad, der ligger 150 km syd for Hamburg. Han fik ansættelse hos forhandleren af den tyske motorcykel- og bilproducent BMW.

- De har hovedkontor i Hamburg og afdelinger i bl. a. Bremen og Göttingen og Hannover. Jeg var glad for at komme til Hannover, fordi man i byen taler rent tysk uden dialekt, siger Christopher Renberg.

Han var så heldig at finde en dansk makker, som han kunne dele lejligheden med.

- Min rumbo hed Anders Andresen og kom fra Aalborg. Sammen fandt vi en lejlighed på femte sal midt i byen, fortæller den 19-årige.

Hos BMW-forhandleren fik han plads i brugtbilsafdelingen i ni måneder. De sidste tre måneder arbejdede han i motorcykelafdelingen.

Og hans tysk blev bedre og bedre. Men kulturforskelle er der, fortæller Christopher Renberg.

- Man går meget op i hierarki. Man er Des med chefen og de kolleger, som man endnu ikke er blevet dus med. Og når man træder ind i et mødelokale, så giver man først hånd til den kvindelige chef, så chefen og dernæst resten af kollegerne. Og det er altid den ældste, der skal tilbyde én at blive dus, fortæller handelseleven.

En afslappet påklædning op jobbet, som det ofte er tilfældet i Danmark, er der heller ikke tale om syd for grænsen.

- Og så er der heller ikke plads til smalltalk med kollegerne. Det er selvfølgelig ikke så godt for en praktikant med udenlandsk baggrund. Og så halter tyskerne lidt bagefter i forhold til digitaliseringen. Man drømmer ikke om, hvor meget der stadig foregår på papir, siger han.

I Hannover lærte han hurtig en gruppe danskere at kende, ligesom han blev venner med de øvrige beboere i den ejendom, han boede til leje.

- Vi havde mange fester. Hannover er en fin by at gå i byen i. Og også lokalkulturen lærte jeg at kende. F.eks. var vi inde at se en fodboldkamp med Hannover 96, fortæller han.

For en uge siden var det slut. Han blev hentet hjem til Vilsund, hvor han skal være i et par uger.

- 1. september starter jeg 15 måneders praktik hos Randers Tegl i Aalborg. Så jeg har fundet en lejlighed i Vejgård, fortæller Christopher Renberg, der bestemt ikke har opgivet at komme tilbage til Tyskland.

- De har en afdeling nord for Hamburg. Så hvem ved, siger han.

Og han har kun godt at sige om praktik i udlandet.

- For mit vedkommende var det jo første gang, jeg er flyttet hjemmefra. Samtidig skulle jeg stå for det hele selv. Det er fedt at opleve, siger han.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...