På grund af det stigende antal smittede med covid-19 i Jammerbugt Kommune henstiller kommunen til, at foreninger hjælper med til at opspore smittetilfældene, fremgår det af en pressemeddelelse: Dermed tager kommunen endnu et værktøj i brug for at stoppe spredningen af covid-19. Kommunen har netop også tilbudt alle ansatte med relation til minkfarme, at de kan arbejde hjemme eller blive hjemme med løn, hedder det:

- Vi ved, at det gælder om at være så tidligt ude som muligt for at få brudt smittekæderne. Mens Styrelsen for Patientsikkerhed står for at opspore kontakter hos smittede voksne, så har Jammerbugt Kommune ansvaret for smitteopsporing blandt børn. Derfor er foreninger en vigtig hjælp i arbejdet med at stoppe smitten i at sprede sig, forklarer borgmester Mogens Christen Gade (V).

Foreninger skal kontakte kommunens sundhedsteam, hvis man får kendskab til smitte blandt deres medlemmer. Jammerbugt Kommunes sundhedsteam er ansvarlig for at tage hånd om opsporingsarbejdet i dagtilbuds- og skoleområdet. undhedsteamet består af sundhedsfaglige medarbejdere.

Samtidig henstiller kommunen til, at foreningerne hele tiden vurderer situationen og vurderer behovet for at afvikle aktiviteter med mange deltagere, hedder det i pressemeddelelsen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...