MUSIK: Fem elever fra Jammerbugt Kulturskole er kommet gennem nåleøjet og er klar til det landsdækkende shov 29. februar

KOMMUNEN: Når DR lørdag 29. februar blænder op for deres store MGP-show i Royal Arena i København, er det med deltagelse fra Jammerbugt-Bandet JAAIIL, der til daglig hører under Jammerbugt Kulturskole.

Bandet er nemlig blandt de otte finalister, der skal dyste om sejreren i det direkte show på landsdækkende tv.

Bandet JAAIIL består af børnene Johannes, Alexander, Andreas, Ida, Isabella og Lucas.

De er 11-12 år og bandnavnet er en samling af forbogstaverne i deres navne, men passer også til bandets øvelokale, som er en gammel fængselscelle i Tinghuset i Fjerritslev.

Børnene kommer fra Fjerritslev, Ørebro, Thorup-Klim og Aabybro.

De deltager med sagen ’Superhelten’, som handler om Batmans liv efter han er gået på pension og har fået en kone, som er dværg.

MGP 2020 er årets største musikfest for hele familien, og der er lagt op til et brag af et show, når de otte finalister og værterne Kristian Gintberg og Joakim Ingversen for første gang rykker ind på scenen i Royal Arena.

Allerede nu står det klart, at børnenes musikalske og kreative niveau er rigtig højt, så publikum ved MGP 2020 får sig nogle nye ørehængere med hjem, hvad enten der er tale om sange, der er sjove, fantasifulde, rørende, rockede og disco-agtige.

Værterne Kristian Gintberg og Joakim Ingversen, der kommer til at styre publikum, seerne og de otte finalister gennem showet på den nybyggede scene i Royal Arena i København, mestrer om nogen at skabe et storstilet MGP-show, for de har begge været værter på MGP-scenen før, bare aldrig sammen.

Kristian Gintberg er et kendt ansigt for de yngste seere i blandt andet Det Store Ramasjang Mysterie. Samtidig er han en habil musiker, komponist og skuespiller, så med ham på scenen er både underholdning og musikalitet sikret.

De fleste børn kender Joakim Ingversen fra en række børneudsendelser, mens de voksne har oplevet hans charmerende stil i programmer som ”X-Factor”, ”Alle Mod En” og senest ”Hvem var det nu vi var”.

Med et glimt i øjet sikrer de to et storstilet show med underholdning i topklasse for både børn og voksne.

Kristian og Joakim glæder sig begge to meget til at være værter på MGP, og de lover, det bliver det største MGP nogensinde.

For de unge musikere fra Jammerbugt har det da også været en lang rejse, der startede i sommeren 2019.

Det var nemlig her 400 grupper og solister sendte deres sange ind til MGP - og JAAIIL kom gennem nåleøjet.

De dygtige elever er nu nået hele vejen til finalen i Royal Arena, hvor de skal optræde på den store scene for foran ca. 12.000 publikummer.

Medlemmerne i JAAIIL har arbejdet benhårdt for at blive klar, og de har selv skrevet deres MGP-sang.

Deres undervisere i Kulturskolen, Helle Pedersen og Mads Rosendahl, har støttet op om projektet hele vejen, og tager med til finalen i København for at give deres support til de unge musikere.

Der er for længst udsolgt til det store Tv-show, så det er desværre begrænset hvor mange, der kan tage til hovedstaden og bakke JAAIIL op.

Det skal dog ikke forhindre fans i Jammerbugten for at opleve showet og heppe på de lokale helte.

I samarbejde med med Jammerbugt Idrætscenter og Sparekassen Vendsyssel, har Kulturskolen arrangeret en kæmpe storskærmsfest i Fjerritslev.

Her kan interesserede se DR’s MGP-show live på kæmpeskærm.

Til arrangementet vil der være live-musik med opvarmningsbands fra Kulturskolen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...