SAMARBEJDE: Fjerritslev Kro og Renés Vin & Grønttorv er i denne uge klar med to arrangementer, der på hver sin måde rækker ud over det sædvanlige

FJERRITSLEV: Fjerritslev Kro og Renés Vin & Grønttorv, der ligger på hver sin side af byens torv, inviterer i de kommende dage på to spændende arrangementer.

Torsdag 5. september gælder det en eksklusiv Winemakers Dinner i samarbejde med Castello Banfi, som er et af Italiens fineste og mest velrenommerede vinhuse.

Fjerritslev Kro har til anledningen sammensat en velsmagende italiensk-inspireret menu, bestående af forskellige snacks, ravioli med kantareller, butterdejspostej med kaninragout, tre klassiske oste og en hopla som dessert.

Menuen kombineres med et udvalg af Castello Banfis skønne vine, som præsenteres af Igor Marini, der er Regional Manager i vinhuset. Gæsterne får blandt andet lov at smage Fontanelle Chardonnay, Evoluzione 3 di tre, Brunello di Montalcino og Rosa Regale.

Castello Banfi ligger nær Montalcino i Toscana og råder i alt over ca. 3.000 hektar. Vingården blev grundlagt i 1978, og der er i dag beplantet ca. 1.000 hektar med vin. Derudover råder vingården over et af Europas mest avancerede wineries samt en fæstning, der er fra 11. århundrede og indrettet som luksusrestaurant. Castello Banfi har vundet flere anerkendte konkurrencer og er også 12 gange løbet med den flotte titel som »Bedste italienske vineri« ved Vinitaly.

Allerede søndag 8. september er Fjerritslev Kro og Renés Vin & Grønttorv klar med et nyt tiltag, nemlig frokostjazz med East Harbour Jazzband. Her kan gæsterne − ud over en række lækre frokostretter − opleve en flok rutinerede og entusiastiske jazzveteraner fra Nordjylland. De spiller glad, swingende musik, hvis rødder i New Orleans- og Dixieland-jazzen altid er tydelige.

East Harbour Jazzbands besætning er: Jesper »Grammy« Gram-Hansen (klarinet), Niels Jørgen »Sweettone Nisse« Christensen (trækbasun), Brian »Junior« Toft (trompet og vokal), John »Mr. Pomeroy« Fuglsang (banjo og vokal), Brian »Senior Bas-Olsen« Bützau Olsen (sousafon), Jan »Blondie« Holmgaard (trommer og vaskebræt) og Anders »Barf’« Barfoed (piano).

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...