AFTENSHOPPING: Bandet Beers for Tears leverede irsk stemning med nordjysk islæt fra scenen på Torvet

FJERRITSLEV: Fredag aften inviterede Bryggerbyen Fjerritslev til Irish Night, idet butikkerne holdt åbent til klokken 22 og fristede med hyggelige aktiviteter og betydelige nedsættelser på sommerudsalget.

Efter et par regnbyger i løbet af dagen klarede det op til en fantastisk sommeraften, der fyldte gaderne og især Torvet, hvor der var udendørs servering.

Rundt om var der pyntet op med grøn-hvide-orange irske flag og balloner til at sætte den helt rigtige ramme om festlighederne.

Et af de store trækplastre var folkbandet Beers for Tears, som sørgede for irsk stemning – iblandet en god del nord- og vestjysk humor − fra scenen ved Torvet, alt imens der var lange køer ved udskænkningsstedere.

Men Irish Night var i høj grad også børnenes aften. Hos børnetøjsforretningen Hokus Pokus kunne de små få lagt ansigtsmaling i flotte farver, og der var masser af forlystelsesmuligheder som karruselture eller køreture med minitoget Fjerritslev Fut.

Festen kulminerede i et gigantisk fyrværkeri for enden af Torvet.

Næste aftenarrangement i regi af Fjerritslev Handelsstandsforening er fredag 2. august, hvor der inviteres til Rock Night som optakt til VesterhavsRock dagen efter.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...