DGI Huset ramme om Naturfagsmaraton i Jammerbugt - 400 elever deltog

KOMMUNEN: Der blev gået til stålet da 400 entusiastiske unge elever Aabybro Skole, Biersted Skole, Fjerritslev Skole, Gjøl Skole, Nørhalne Skole, Ørebroskolen, Skolecenter Jetsmark og Skovsgaard Tranum Skole tirsdag konkurrerede i Naturfagsmaraton i DGI Huset Aabybro.

Fra dagens start blev eleverne udfordret på at give deres eget bud på en skywalk i opgaven udviklet sammen med Dansk Byggeri.

Målet var blandt andet at give svar på, hvordan bygger man en skywalk ud over en klint, så den kan holde?

I år har Naturvidenskabernes Hus, der står bag Naturfagsmaraton, samarbejdet med Novozymes, Dansk Byggeri og Dansk Akustisk Selskab om at udvikle tre af de i alt otte opgaver til Naturfagsmaraton.

På tværs af alle aktiviteter samarbejder Naturvidenskabernes Hus med virksomheder og organisationer for at forbinde undervisningen i naturfagene og matematik med virkelige problemstillinger, fortæller direktør i Naturvidenskabernes Hus, Anders Dahlstrup:

- Samtidig med, at de har det sjovt sammen, så oplever eleverne, at kemi, fysik og matematik bliver brugt til fx at udvikle produkter, de kender fra hverdagen.

- De får også et indblik i de job- og karrieremuligheder, som naturvidenskab og teknologi kan give dem senere i livet.

- Det er det, som koblingen mellem virksomheder og skoler kan, siger han.

Det handler om at få virkeligheden ind i folkeskolen.

- Vi vil vise, hvordan vi i bygge- og anlægsbranchen kan spille ind i de naturvidenskabelige fag. Derudover er det heller ingen hemmelighed, at vi på den lange bane håber, at de elever, der interesserer sig for naturfag, også ser en fremtid i vores branche, siger underdirektør i Dansk Byggeri, Louise Pihl.

Novozymes har leveret de enzymer, som eleverne skal arbejde med i enzymopgaven.

Her skal de undersøge, hvordan enzymer og naturens egne løsninger kan bruges til at reducere brugen af kemikalier og spare strøm, fx når vi vasker vores tøj.

- Naturen er fantastisk, og med biologiske løsninger som enzymer, kan vi hjælpe til med at løse nogle af verdens største problemer som forurening og global opvarmning. Jeg håber, at dét vil kunne give eleverne blod på tanden, så de ser hvor sejt det er at arbejde med naturvidenskab, siger Claus Crone Fuglsang, der er forskningsdirektør i Novozymes.

Og eleverne gik på opgaverne med krum hals og innovative evner.

Også når det gjaldt om at dæmpe lyden på den fiktive Grønby Maskinfabrik, hvor opgaven lød på at komme støjgenerne fra en ny maskine til livs.

Eller når man blev bedt om at lave en skraldespand, der kan lokke folk til at smide skraldet i den, i stedet for på jorden for blot at nævne yderligere et par stykker af udfordringerne gennem dagen i DGI Huset.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...