Akademi om at holde events

JAMMERBUGT: Der blev givet mange gode råd og fortalt om faldgruber, når man afholder events, da Jammerbugt Kommune holdt Ildsjæleakademi i Sport og Kulturcenter Brovst.

Efter at formanden for KFL-udvalget, Helle Bak Andreasen, havde budt velkommen til 45 interesserede borgere, fortalte Karsten Sørensen fra ROLF RUN i Aabybro om, hvordan man i praktik afholder et sportsarrangement.

Her slog han fast, det er vigtigt med tilladelser og skabe sig et overblik over hvor mange frivillige, der skal være til rådighed.

Karsten Sørensen har fået stor erfaring med afholdelse af løbeevents bl.a. med afvikling af det store Knæk Cancer Løb Aabybro, hvor der sidste gang var 800 tilmeldte på forskellige distancer.

Efter Karsten Sørensen tog Karsten Højen over og fortalte om afholdelse af kulturelle events. Han har været med i mange år og har beskæftiget sig med, bookning, kulturformidling og er i øvrigt en meget benyttet artist.

- Det er utrolig vigtigt, man kommer i gang i god tid, hvis der skal laves et arrangement, fortalte Karsten Højen.

- Det er vigtigt med en drejebog og tjekliste som man skal følge, sagde han.

Jammerbugt Kommune har også lagt noget ud på sin hjemmeside om, hvordan man kommer i gang, og der er også lavet en liste over tilladelser.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...