ERHVERV: Fruen og Kokken i Brovst leverer normalt mad til både små og store selskaber - for tiden mangler de store selskaber, til gengæld har de søsat en måltidskasse

Brovst: Som mange andre blev også Fruen og Kokken, som leverer mad ud af huset til Nordjylland og Midtjylland fra deres køkken i Brovst, påvirket, da coronaen ramte. Bryllupper og konfirmationer blev udskudt, og dermed måtte ordrer på mad til store selskaber også vente, og der var kun de lidt mindre tilbage.

Men indehaver og kok Peter Fruergaard fik en idé, som det er gået helt godt med: De leverer nu måltidskasser med mad til fire dage til det antal personer, der ønskes.

Den første uge blev det til fem kasser. Men det tal røg hurtigt i vejret.

- Vi gik fra fem til 52 på tre uger, fortæller Peter Fruergaard.

Maden er forberedt, så folk ikke skal gøre ret meget selv - og der følger en detaljeret vejledning med på skrift.

- Grøntsagerne er skyllede og skåret ud og det eneste, man selv skal have, er olie, smør, salt og peber, fortæller Peter Fruergaard.

Han beskriver retterne som klassiske med et twist, og så er det både sundt og familievenligt mad. Og frem for alt er det lavet af friske råvarer, som han får af 33 forskellige udvalgte leverandører.

- Vi bruger ikke meget frost, fortæller han.

Der har fx været svensk pølseret, rødspætter, tarteletter med høns i asparges, steak af ungkvæg, grillet kyllingfilét og jordskokkesuppe på menuen. Der er gerne fisk til en af dagene i forskellige versioner.

Maden leveres søndag eftermiddag, og så er man klar til ugen.

Omstillingen til måltidskasser er altså gået godt, men det er en speciel tid at være selvstændig i, fortæller Peter Fruergaard, der anslår, at han er gået glip af omkring 7-800.000 kroner i omsætning i coronatiden.

- Vi spiser af likviditeten lige nu. Det er en ændring af forsamlingsforbuddet, vi har brug for. Når det bliver tilladt at være 30, så begynder folk at holde lidt mere, vurderer han.

Planen er nu at fortætte med måltidskasserne, også når de store selskaber kommer i gang igen.

Det er også planen at udvikle kasserne, så man fx kan vælge vegansk eller økologisk mad.

Fruen og Kokken blev etableret for tre et halvt år siden. Peter Fruergaard havde forinden erfaring mange steder fra og har været 20 år i branchen på forskellige restauranter, og han har også været faglærer.

Men han fik lyst til at få sit eget sted med mad ud af huset.

- Jeg ville gerne have en virksomhed, hvor vi kunne skabe noget for folk. Bryllupper, de store forsamlinger, generalforsamlinger. Om det er ti personer eller 100 personer, så får de det samme, og 95 pct. skal laves fra bunden, fortæller Peter Fruergaard.

Han ser det som en spændende udfordring at lave mad ud af huset, også fordi det stiller krav til kokken omkring holdbarhed.

- Det er sværere at lave mad ud af huset, som smager som på en restaurant. Man har kun en chance med ud af huset, forklarer Peter Fruergaard med henvisning til, at man på en restaurant kan sige noget til tjeneren - mens det bliver svært, når man sidder derhjemme langt fra Brovst med sin mad.

- Det handler om oplevelsen af at skabe noget for folk, opsummerer han.

Peter Fruergaard brænder for at lave god mad af god kvalitet og for at give folk en god oplevelse. Faktisk brænder han så meget for sin virksomhed, at han betegner den som sit fjerde barn - og det er lidt af et familieforetagende, hvor hans kone tager sig af bogføringen, ligesom de tre børn kender firmaet, som også ligger sammen med deres hjem.

- Jeg håber, at det en dag bliver så stort, at vi kan bygge et større køkken. Det er drømmen, fortæller Peter Fruergaard.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...