UNGJAM: Hver onsdag aften har 12 piger fra Fjerritslev- og Brovst-området deres eget frirum og får ofte løst op for de svære tanker og følelser

FJERRITSLEV: Det summer hyggeligt af glade pigestemmer inde fra opholdsrummet, da jeg denne onsdag aften træder ned ad trappen til Klub 18’s lokaler i kælderen under Fjerritslev Skoles hovedbygning.

Og her i aften er det netop PigeZonen, der fylder lokalerne med deres smil og latter – et initiativ, der har til formål at skabe et frirum for piger i alderen 13-18 år fra hele den vestlige del af Jammerbugt Kommune. Mange går eller cykler hertil, mens de piger, der bor længst væk, kommer med bus eller bliver kørt af deres forældre.

Det er piger, som måske i det daglige kan opleves som lidt stille og tilbageholdende. Men her er der trygge rammer, som løser op for mange af de ting, som kan fylde i ens liv og gøre det svært at være teenager. En del af pigerne kæmper med lavt selvværd og kan ofte føle sig uden for den store gruppe i deres skoleklasse.

De trygge rammer skabes af pædagog Jette Danielsen og lærer Susanne Larsen, som siger velkommen og giver mig en plads ved bordet, hvor pigerne og de to voksne er i gang med aftenens rundbordssnak, der kan dreje sig om alt muligt – både de gode og dårlige ting. Samtidig dufter der af varme boller og kanelsnegle, som pigerne selv har lavet til projekt »Bag for en sag« for at skaffe penge til BørneTelefonen i regi af organisationen Børns Vilkår.

Som det fremgår af Børns Vilkårs hjemmeside, skal BørneTelefonen sikre, at alle børn har i hvert fald én, som lytter, og medarbejderne hjælper børnene med at få den støtte og omsorg, de har brug for.

− Vi laver i virkeligheden det samme som BørneTelefonen. Hos os foregår det bare »live«, forklarer Jette Danielsen.

For nylig blev forældre og søskende inviteret til en aften i PigeZonen, hvor der blev fortalt om både BørneTelefonen og det nyeste tiltag i form af ForældreTelefonen, som er de voksnes mulighed for at få læsset af og hente gode råd.

Her rundt om bordet − med boller, kager og frugt at forsyne sig af – fortæller pigerne om, hvad PigeZonen egentlig er, og hvad det betyder for dem at være en del af dette ugentlige fællesskab. Her er en række af pigernes udsagn:

− Det har hjulpet os meget. Vi føler, at vi ikke står alene med de problemer, vi har. Et godt socialt samvær, hvor man føler sig tryg. Her kan man fortælle alt uden at være bange for, at det kommer videre til andre. Vi bliver bedre til at snakke med andre. Vi får kendskab til hinanden på tværs af skoler og klasser. Her er plads til forskelligheder. Det er dejligt at have andre end ens forældre at snakke med, og vi får gode råd af Jette og Susanne.

I PigeZonen bliver der snakket om alle mulige problemer og udfordringer: Om at komme i puberteten, om at gå med bøjle på tænderne, om drenge, sex og alkohol, om lærerne, om angst, ensomhed og sorg – for eksempel i forbindelse med forældrenes skilsmisse eller dødsfald i familien.

− Af og til benytter vi specielle samtalekort til at få sat ord på de svære følelser, og der findes også et spil, der stiller de pinlige spørgsmål og sætter mange tanker i gang, lyder det omkring bordet.

− Vi oplever, at pigerne bliver glade, så de griner, leger og snakker hyggeligt med hinanden her hos os, opsummerer Jette Danielsen, som understreger, at der er tavshedspligt om alt, hvad der bliver snakket om, både for pigerne og de to ledere. Jette Danielsen står desuden til rådighed for samtaler under fire øjne, når der er behov for det.

− Pigerne flytter sig ofte utrolig meget, både personligt og fagligt, og mange forældre oplever, at deres store pige blomstrer op, tilføjer hun.

PigeZonen har plads til 12 deltagere ad gangen, og Jette Danielsen fortæller, at mange holder ved i alle fem år, hvis de da ikke skal på efterskole undervejs, til de fylder 18 år. Hun oplever ikke så sjældent, at tidligere deltagere kommer på besøg i kælderen.

Ud over den vigtige funktion som et mødested med tid til de gode samtaler bordet rundt er PigeZonen også stedet, hvor pigerne kan udfolde sig med alt muligt kreativt arbejde, madlavning, spil og leg. Her kan man tegne, male, strikke, hækle, lægge puslespil, og sommetider bliver der lavet bolsjer. Også afslapning med mindfulness kan komme på tale.

Desuden bruger pigerne muligheden for at blive inspireret til makeup i form af sminke, neglelak og hårfletning, og endelig er PigeZonen en anledning til at få hjælp fra de andre til skolelektierne.

Idet enkelte af pigerne kommer fra fremmede kulturer, giver det stof til en snak om traditioner, tøj og mad i disse lande til sammenligning med de danske forhold.

− Det er lærerigt for begge parter, fastslår Jette Danielsen.

Inden så mange uger står programmet på julefrokost, hvor maden naturligvis også laves og anrettes i fællesskab, og til sommer er der tradition for at slutte sæsonen af med bowling. Derudover mødes pigerne fra Fjerritslev- og Brovst-området også med PigeZonen i Aabybro, eksempelvis til kanotur på Ryaa, ligesom de hvert år bliver inviteret til musical på Fjerritslev Gymnasium.

PigeZonen hører under Jammerbugt Ungdomsskole – også kaldet UngJam – og man kan læse mere om initiativet på www.ungjam.dk. Jette Danielsen understreger, at hun ad den vej kan kontaktes af såvel piger som forældre og lærere for at høre nærmere om tilbuddet. Efter jul har hun igen enkelte ledige pladser på holdet.

Hun indskyder, at det også har været forsøgt med et lignende initiativ for drenge, uden at det rigtig har slået an.

Jette Danielsen, der oprindelig er uddannet køkkenassistent og senere pædagog, arbejder til daglig i UngJam’s afdelinger i Skovsgaard Multihus og Ungehuset i Pandrup, mens Susanne Larsen er lærer på mellemtrinnet på Fjerritslev Skole.

− Vi er de bedste kolleger og har et kanongodt samarbejde, samstemmer de to ledere af PigeZonen i Fjerritslev og udstråler stor glæde over det ugentlige samvær med pigerne.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...