Der har været stort fremmøde hele ugen, fortæller familien Bach, om de coronavenlige ferieoplevelsesmuligheder

HJORTDAL: På vej mod Hjortdal ligger en gård ud til vejen. Dér bor Jette og Allan Bach, der til daglig driver traditionelt landbrug, men de seneste tre år har der været ekstra på programmet.

Jette og Allans sønner Troels og Tobias Bach fik for tre år siden ideen om at sælge græskar. Det skulle desuden være muligt for de besøgende at skære dem ud på gården. Det varede over en enkelt weekend, og familien blev enige om at gentage succesen - og forlænge den.

Sidste år blev det muligt at købe og skære i græskar hele efterårsferien, og i år har de udvidet mulighederne. Nu kan man selv få lov at plukke græskar, bowle med græskar, spille kryds og bolle med græskar, og hvis man tør, kan man besøge den uhyggelige sti, hvor farlige græskarmænd, -hekse og -spøgelser hærger.

Der har været stort fremmøde hele ugen, og de er glade for at mærke, at de sørger for gode, coronavenlige ferieoplevelser.

- Vi befinder os under åben himmel, og folk kan fordele sig ud på de forskellige aktiviteter, vi har sørget for, så man ikke er samlet for tæt, fortæller Troels.

Søskendeparret Adam og Magnus Bach på henholdsvis syv og 10 år samt fætteren Oliver på 12 år har helt styr på de mange græskarsorter. De bruger nemlig hele ferien sammen med resten af familien på bedsteforældrenes gård. Adam er helt vild med at skære græskar ud - og har sammen med sin faster lavet en uhyggesti i vaskeægte Halloween-ånd.

- Det bliver aldrig kedeligt, når man er samlet over 15 mennesker hele ugen, fortæller Jette Bach med et smil.

Efterårsferien på gården i Hjortdal er blevet en mulighed for familien Bach for at mødes alle sammen. De hjælper alle til hele ugen iført deres Hjortdal Græskar-merchandise.

- Det er en hobby, der har nok har taget overhånd, siger Troels Bach med et smil.

De har oplevet stor interesse fra både nær og fjern.

- Det er dejligt at mærke den store opbakning, fortæller Troels Bach.

Selv om ugen også kan føles lang for den hårdtarbejdende familie, så styrker det familiesammenholdet, og de nyder at slippe kreativiteten løs og sprede (u)hygge blandt de besøgende.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...