SKRIBLERIER: Tidligere gymnasielærer fra Slettestrand debuterer som børnebogsforfatter

FJERRITSLEV: Børnehavebørnene fra Gl. Dalhøi var et yderst lydhørt publikum, da Dunne Plenge fra Slettestrand præsenterede børnebogen »Signes søde tand« på Fjerritslev Bibliotek. De små levede sig

virkelig ind i historien, og der var ofte hænder i vejret, når forfatteren stillede spørgsmål.

Som titlen mere end antyder, handler bogen om slik og søde sager, og der var da også paptallerkner med Matadormix at smage på under Dunne Plenges fortælling og samtale med børnene, alt imens bibliotekar Anna Kristensen viste bogens flotte illustrationer på storskærm.

Signe i Dunne Plenges historie er så glad for det søde, at hun gang på gang kommer i uføre og gør ting, som hun godt véd, hun ikke burde gøre. Derfor er hun også ked af sin søde tand og håber, at hun en skønne dag slipper af med den. Og det gør hun mirakuløst, for Signes søde tand er jo en mælketand!

Historien begynder med en tur på skadestuen, fordi Signe væltede ned af de stole og skamler, hun havde stablet op for at kunne få fat i en plade chokolade øverst i reolen, og slog hul i hovedet. Dunne Plenge veksler gennem historien mellem fortælling og små rim, og sammen med tegningerne i Line Malling Schmidts flotte pastelfarver gør det bogen både sjov og fængslende.

- Inspirationen er let at få øje på. De fleste børn har en sød tand, omend ikke i samme grad som Signe, forklarer Dunne Plenge, der tidligere har undervist som lektor på Fjerritslev Gymnasium og hermed debuterer som børnebogsforfatter.

- Mange danskere har skriblerier til skrivebordsskuffen, og jeg besluttede at gøre noget aktivt ved skriblerierne, fortæller hun.

»Signes søde tand« er udkommet på eget forlag – Magnella.dk – der er opkaldt efter Dunne Plenges eget mellemnavn.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...