Et af fire steder udpeget til mulig havvindmøllepark

JAMMERBUGT: Jammerbugten er et af de fire steder, som Energiministeriet nu har udpeget til havvindmølleparker. Der skal dog kun bygges på tre af de udpegede steder, og inden årets udgang er de fire positioner blevet til tre.

Havvindmøllerne kommer ifølge Energiministeriet til at ligge mindst 15 kilometer fra kysten, da kystnære havvindmøller efter det meget brede energiforlig i Folketinget ikke længere er i spil.

Ifølge energiminister Lars Christian Lilleholt (V) vil møllerne ikke kunne ses fra land.

- Det bliver i hvert fald meget, meget vanskeligt. Man skal have luppen eller kikkerten frem for at kunne se dem, siger ministeren til Ritzau.

De tre havvindmølleparker kommer ikke nødvendigvis til at ligge tre forskellige steder. De kan også ende med at blive placeret samme sted. Det afgørende for placeringen bliver, hvor strømmen kan produceres billigst.

Den første havvindmøllepark forventes at komme i udbud til næste sommer. Derefter følger udbud på de to sidste parker. Når de tre parker er færdige omkring 2030, kan de tilsammen forsyne alle danske hjem med grøn strøm.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...