Nu er der snemænd i Fjerritslev - uanset om søjlen på termometret står over eller under 0.

Med projekt ”Jammerbugtens hyggeligste handelsby - hele året” ønsker Fjerritslev Handelsstandsforening at vise borgerne og byens gæster at Fjerritslev rent faktisk er Jammerbugtens hyggeligste handelsby.

Projektet koncentrerer sig i første omgang om vintermånederne, foråret og påsken, hvor Fjerritslev Handelsstandsforening vil gøre handelsoplevelsen endnu bedre i byen.

Det betyder, at man nu har opstillet en snemands-familie på hjørnet af Søndergade og Vestergade.

I Fjerritslev Handelstandsforening håber man, at Snemands-familien giver børn og voksne en anledning til at stoppe op i en ellers travl hverdag og i fællesskab blive mindet om at sætte pris på årstiden og hinandens selskab. De fleste har nok gode barndomsminder forbundet med det at bygge en snemand, og på den måde er det noget, som alle kan forholde sig til. Fjerritslev Handelsstandsforening håber også, den giver anledning til mange gode og hyggelige samtaler internt i familierne og blandt byens borgere.

Projekt ”Jammerbugtens hyggeligste handelsby - hele året” har søgt og fået midler fra Sparekassen Vendsyssels Fond, Jutlander Bank, Feriepartner Jammerbugt samt SE-midlerne.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...