Når nu handelsforeningen og borgerne har investeret i nyt julelys i byens gader, opfordres private til at udsmykke egne huse

BROVST: Brovst Handelsforening har med støtte fra byen investeret i nyt julelys til byens gader. Nu håber handelsforeningen, Brovst pigegarde og Vision Jammerbugt, at byens beboere har lyst til at vise deres egne evner frem og pynte byen med lys. Derfor har de igangsat en konkurrence, hvor de lokale kan vinde flotte præmier ved at udsmykke deres eget hus med lys.

- Vi håber, at alle vil være med til at lyse byen op, siger Andreas Guldhammer, bestyrelsesmedlem i Brovst Handelsforening.

Brovst Pigegarde har hjulpet med at uddele flyers om konkurrencen, og så skal tre frivillige være dommere.

- Vi håber, at konkurrencen kan bidrage til et samspil med handelsforeningens julelys og på den måde samle os alle om det fælles projekt at sprede juleglæde i hele byen, fortæller Andreas Guldhammer.

Alle huse kan være med i konkurrencen, og for at hjælpe til en flot udsmykket by giver XL Byg i Brovst 10 pct. på lyskæder. Der er præmie til de tre flottest udsmykkede huse. Førstepræmien er en gavekurv til en værdi af 500 kr., andenpræmien til en værdi af 300 kr. og tredjepræmien til en værdi af 200 kr.

- Vi er åbne for alle bud, siger Andreas Guldhammer.

Man kan lade sig inspirere af julelyset i byen, der er prydet af mange stjerner eller gå i en helt anden retning. Dommerne og de forskellige foreninger glæder sig til at se de mange kreative bud fra byens folk.

Vinderne vil blive kåret søndag 20. december.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...