Sang: Det gøres med en række arrangementer 21. september

Der er stor forventning i Hanbokoret i øjeblikket, fordi koret gør klar til at fejre sit 45-års jubilæum. Det sker lørdag, den 21. september.

Jubilæet fejres med dels en jubilæumskoncert i Torslev kirke, dels en reception på Skovsgård hotel. Koncertens medvirkende er ingen ringere end Ann-Mette Elten, kendt fra fx På Slaget Tolv, og hendes pianist Carl Ulrik Munk-Andersen, kendt som akkompagnatør til Kurt Ravn, Stig Rossen, Per Nielsen m.fl.

Koncerten er et samarbejde med Brovst Musikforsyning, og den løber af stablen i Torslev Kirke den 21. september kl. 14:00.

Receptionen er på Skovsgård Hotel i forlængelse af koncerten, eller fra kl. 15:30 – 17:00.

Ida Larsen og Ulrik Rasmussen tog i 1974 initiativ til at oprette et kor. Hanbokoret har således eksisteret lige siden og har i alle årene holdt til i Skovsgård. Det er bemærkelsesværdigt, at Ida Larsen har dirigeret koret i alle årene. Ida kan således fejre sit eget 45-års jubilæum som kor-dirigent for Hanbokoret.

Koret har i mange år været en del af Danske Folkekor, i hvis regi det har deltaget i adskillige stævner. Hanbokoret har stort set hvert år været på en koncertrejse, fx var det inviteret til de Sydslesvigske Årsmøder i 2016, hvor der blev sunget ved 4 forskellige arrangementer, og har været på besøg i Jammerbugt Kommunes venskabsbyer i Polen, Tyskland og Norge. Desuden har koret gennem årene haft samarbejde med mange forskellige kor rundt om i Danmark.

Vi i Hanbokoret vil meget gerne se familie, venner, forretningsforbindelser, andre kor-venner og ikke mindst tidligere kormedlemmer og gerne andre interesserede til receptionen.

Koret afslutter dagen med en privat festmiddag for medlemmerne.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...