Den tidligere købmand i Brovst Flemming Weiss har startet Weiss Leasing, hvor han hjælper med at finde din drømmebil i Tyskland

BROVST: Den tidligere købmand fra Brovst Flemming Weiss har startet nyt firma: Weiss Leasing

Konceptet er, at han hjælper kunder med at finde biler i Tyskland, som han får hentet hjem til Danmark og formidler en leasingaftale på bilen.

Flemming Weiss har altid været glad for biler, og derfor var det ideelt at kombinere købmanskabet med glæden for biler.

- Det er et svært marked at komme ind på uden kontakter, men der er mange gamle købmænd i bilbranchen, som har hjulpet mig med at skabe et netværk i Tyskland, siger Flemming Weiss.

Fordelen ved at find den nye bil i Tyskland og lease den er ifølge Flemming Weiss, at man kan finde en bil med mere udstyr og så kan betale afgifter igennem leasingaftalen.

Når leasingaftalen er løbet efter eksempelvis to år, skal man overtage bilen. Men bilens værdi er også faldet i løbet af de to år, og derfor er den resterende afgift på bilen også blevet mindre, når man overtager bilen eller vælger at sætte den til salg igen.

Særligt udstyret er en fordel, når det kommer til at finde en bil i Tyskland.

- Når man henter en bil fra Tyskland, så skal den være fyldt med udstyr. Der skal være knapper at trykke på overalt, lyder det med et grin fra Flemming Weiss.

Flemming Weiss går meget op i, at bilens stand og kvalitet skal være i top.

- Jeg finder kun biler ved autoriserede forhandlere. Man kan sagtens gøre en god handel privat, men der er også en chance for man bliver snydt, siger Flemming Weiss.

Hvis man finder en bil, så kan det også gå stærkt fra bestillingen til, den står klar med nøgler i Danmark.

- En til to uger, så kan den stå med plader på, siger Flemming Weiss.

Weiss Leasing har været undervejs i løbet af det sidste halve års tid.

Hele familien hjælper til, og det er først indenfor den seneste måned, at forretningen for alvor er kommet i gang.

For Flemming Weiss ville gerne have styr på alt, inden han begyndte at finde kunder.

Men nu er kontoret indrettet, og de første handler i hus, og han ser frem til at hjælpe kunder med at hente den nye drømmebil hjem.

- Jeg vil gerne hjælpe med at finde en fed bil til en fornuftigt pris. Det er billigere end de fleste går og tror, siger Flemming Weiss.

Hovedsageligt vil det være BMW, Mercedes og Audi, men Flemming Weiss hjælper også gerne, hvis der er andre ønsker fra kunderne.

Overordnet set vil det dog oftest være de lidt dyrere biler og udstyrsmodeller, det vil give mening at hente hjem - og det er også dem, som kunderne vil have.

Ud over Weiss Leasing, så handler Flemming Weiss også med biler engros, og han har stadigvæk deltidsjob som vinsælger ved siden af, hvor han nyder den nære kundekontakt.

For det er købmandskabet, der driver ham, selvom det efterhånden er en del år siden, han solgte købmandsforretningen i Brovst. Han har prøvet at sidde bag et skrivebord, og det blev han træt af at være bundet af.

- Det, der driver mig, er den gode handel og at møde kunderne over en kop kaffe, siger Flemming Weiss med et smil.

Weiss Leasing har kontor på Agertoften 2 i Brovst.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...