Thorupstrand Kystfiskerlaug er med til at promovere Jammerbugten

JAMMERBUGT: Rotaryklubberne i Jammerbugt Kommune - Pandrup, Aabybro og Han Herred - uddeler hvert år en erhvervspris til en virksomhed eller organisation, der styrker beskæftigelsen i kommunen og ikke mindst øger kendskabet til egnen.

I år var valget faldet på "Gutterne på Kutterne" og mere formelt Thorupstrand Kystfiskerlaug.

Prisen blev overrakt ved et fællesmøde for de tre Rotaryklubber, og præsident for Han Herred Rotary Klub, Peter Eigenbroth, motiverede årets prisuddeling med, at TV-udsendelserne om gutterne, ud over at sætte fokus på fiskerierhvervet i det specielle kystfiskermiljø, har skabt en uvurderlig reklame for Han Herred og for Jammerbugt Kommune.

Endvidere blev det nævnt, at fællesskabet i lauget, bl.a. om drift af landingspladsen og fælles administration af fiskekvoter, gav unge fiskere mulighed for at kunne starte i erhvervet uden stor gældsætning ved kvotekøb.

Også fremstødet i København med placeringen af fiskebutik i kutteren "HM 800 Jammerbugt" blev nævnt som en flot ambassadør for kommunen.

Formanden for kystfiskerlauget, Jan Olsen, takkede for tildeling af erhvervsprisen, og "gutterne" fortalte om arbejdet med fjernsynsserien og understregede, at udsendelserne skulle skildre fiskerne som de er - og ikke gennem opstillede scenarier.

Produktionschefen for TV-selskabet Metronome, Eric Engesgaard, deltog i prisoverrækkelsen, og han understregede, at der havde været et fint forhold mellem fiskerne og TV-folkene.

Han fortalte om de udfordringer, der havde været ved at producere udsendelserne - alle TV-folk havde bl.a. prøvet at gennemleve søsygens kvaler. Optagelserne til en serie varer typisk cirka fem måneder, med pauser undervejs.

Aftenen, der havde samlet knap 100 tilhørere, sluttede med, at aftenens aktuelle afsnit blev vist på storskærm - og ind imellem muntert kommenteret af "gutterne på kutterne".

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...