Efter år uden seniordamer var der i år hele to hold

FJERRITSLEV: Til trods for de mange udfordringer og ændringer, coronapandemien har skabt i foreningslivet, har seniorafdelingen i FIF Fodbold alligevel haft en god sæson. Inden sæsonens start var der nemlig tilmeldt hele tre herre- og to damehold. Sæsonen har budt på fine resultater på banen, en god træningskultur og et stærkt fællesskab på tværs af holdene.

Efter år uden seniordamefodbold var hele to hold tilmeldt DBU’s jyllandsrækker inden sæsonstart i år.

- Jens Sørensen og jeg har været trænere for et af dameseniorholdene i FIF, og i år har vi fået tilgang af spillere fra Brovst. Det er altid dejligt at se flere spillere i gang i FIF, fortæller træner for det ene damehold Peter Høgh Mortensen.

Sæsonen har været rigtig god, spillerne har været flittige til at træne, og så har de endda vundet tre kampe i år - det er mere, end de vant til.

- Det er helt klart pigernes fortjeneste, stor ros til dem, siger han.

I sommerferien besøgte man Nørrebro United, hvor de spillede kamp og var inde i København. De ser frem til, at Nørrebro United kommer og besøger FIF Fodbold i 2021.

- Vi glæder os til at sparke indendørssæsonen i gang, men i disse coronatider må vi væbne os med tålmodighed, siger Peter Høgh Mortensen, der også takker forældrene for deres store opbakning igennem sæsonen.

Niki Randbøll Larsen har trænet det andet damehold, og han er jævnt tilfreds med sæsonens forløb.

- Selv om træningsopstart var i februar, kunne turneringen først starte i august grundet nedlukningen. Vi spillede 10 kampe med en overvægt af sejre, nemlig fem. En kamp blev uafgjort ,og fire tabte vi. Derfor sluttede holdet på en sikker tredjeplads, fortæller Niki.

Han synes, at dameholdets træningsindsats har været ganske fin langt hen ad vejen, og kun enkelte gange har de måttet aflyse.

- Selv om ingen på holdet har spillet samtlige kampe i sæsonen, har der været en god grundstamme. Den har været en fin blanding af unge og rutinerede kræfter, fortæller Niki Randbøll, der afslutningsvist takker spillerne for indsatsen, det gode humør, samt en god sæson.

For FIF Fodbolds seniorherrehold må efterårssæsonen også siges at have været en god en af slagsen. Den bød nemlig på hele tre oprykninger.

Mike Hermansen, der tilbage i januar blev ansat som cheftræner, udtaler om sæsonen:

- Efterårssæsonen i FIF 2020 har udviklings- og resultatmæssigt været forrygende. Der er blevet bygget videre på de positive tendenser, der allerede tegnede sig i foråret på trods af corona, siger han.

Der har i gennemsnit været 25 mand til træning, og det har skabt en sund konkurrence om pladserne, mener cheftræneren.

- Efterårssæsonen for Serie 4’s vedkommende bød på 12 sejre ud af 12 mulige samt en målscore på 59-5. Det vidner om en stærk defensiv base samt en sprængfarlig offensiv, der indeholder mange spillere, som kan gøre ondt på de fleste seriehold, fortæller han.

Serie 4 sikrede sig derfor oprykning til Serie 3, inden corona endegyldigt afsluttede sæsonen før tid.

- Det er en rigtig flot bedrift, som retteligt viser, at FIF’s førstehold ikke hører til i Serie 4, siger han og fortsætter:

- Holdet er inde i en positiv udvikling, hvor mange byder sig til på førsteholdet. Vi glæder os til at tage udfordringen op i Serie 3 i den kommende sæson, hvor vi vil forsøge at fortsætte det gode spil og de flotte takter.

Serie 5 har bestået af et utroligt ungt hold, som har været karakteriseret af en opportunistisk tilgang til spillet. Flere spillere har vist sig positivt frem, og Mike Hermansen fortæller, at der på holdet er blevet skabt en god kultur og holdånd. Under kyndig ledelse af Tommy Pedersen, holdleder for Serie 5, sikrede holdet sig - med en andenplads i den indledende pulje - en plads i oprykningsspillet. Her slog det bl.a. vinderen af den indledende pulje og endte på en flot andenplads, og grundet de særlige omstændigheder sikrede de sig en oprykning til Serie 4 næste år.

- Vi er derfor spændte og opsatte på at vise, at vi også kan være på dette niveau i den kommende sæson, som kræver at vi rykker sammen i bussen og arbejder stenhårdt, fortæller Mike Hermansen.

Han har kunnet mærke, at der i klubben er blevet skabt et forpligtende fællesskab, hvor alle trækker i samme retning. Det har været medvirkende til, at klubbens seniorafdeling har rykket sig markant det seneste års tid.

- 2020 var derfor et fodboldmæssigt godt år for herreseniorfodbolden i FIF, og vi glæder os til en ny sæson i 2021, siger Mike Hermansen.

3. holdet i serie 6 fik også en god sæson. Med Kasper Kjær og Niki Randbøll Larsen som tovholdere for fodboldholdet, sikrede de sig også en oprykning.

- Vi har brugt 39 spillere sæsonen igennem, hvor vi har vundet fire kampe, tabt tre, spillet en enkelt uafgjort samt vundet to skrivebordssejre - d.v.s. uden kamp, siger Niki Randbøll Larsen, der takker spillerne for en flot sæson, der forhåbentligt snart kan blive fejret.

Nu holder alle spillere, trænere og ledere på diverse hold i FIF en velfortjent vinterpause, inden sæsonen 2021 for seniorer går i gang til standerhejsning lørdag eftermiddag 6. februar på Fjerritslev Stadion.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...