Det startede for 11 år i den daværende Fjerritslev Kommune, men nu uddeles der julegaver til trængende børnefamilier i hele Jammerbugt Kommune

FJERRITSLEV: For omtrent 11 år siden startede en helt ny forening i Jammerbugt Kommune. Den hedder ”Giv en julegave” og er skabet af mor og datter, Aysel Lindberg og Henny Gümüs.

Aysel opdagede, at mange familier i kommunen ikke kunne komme i betragtning til julehjælp, selv om de ikke havde midlerne til at give deres børn samme jul som de fleste. De startede derfor et impulsivt projekt og indsamlede brugt legetøj, der blev uddelt som julegaver til underbemidlede familier i den daværende Fjerritslev Kommune.

11 år senere vokser det stadig. ”Giv en julegave” har i en del år holdt til i den nedlagte skole i Moseby. Her har de fyldt inspektørens kontor op med brugt legetøj til børn i alle aldre. De lange gange fungerer som sorteringsrum, og i køkkenet rengøres legetøj af plastik.

Henny og flere andre samler julegaver ind året rundt, og i de første tre dage af uge 48 hjælper op mod 40 frivillige med at sortere, vaske og pakke bamser og legetøj ind til børn op til 17 år, og om torsdagen uddeles alle julegaverne til forældrene, der udvælger gaver til deres børn.

- Når vi pakker en julegave, pakker vi til en leg, fortæller Merete Kær Larsen.

Merete står for at søge om donationer til ”Giv en julegave”, der er skabt af frivillige. Det betyder, at de er afhængige af frivillighed, sponsorater og donationer for at give udsatte familier en jul, der ligner andres med gaver, mad og juletræ.

- Sammen med Sorggruppen har vi også tradition for at deltage i ”Gå for en sag”, fortæller Henny Gümüs.

Penge, som indsamles fra denne tur, fordeles mellem de to grupper. Sorggruppen donerer blomster til børn, der har mistet, så de kan lægge en blomst ved forældrenes grav, og ”Giv en julegave” bruger pengene på juletræer til de udsatte familier. I år har coronarestriktionerne desværre bremset denne tur - og derfor også for budgettet til juletræer.

Udfordringer har der altså bestemt været nok af for de frivillige, der i år er påbegyndt julegaveprojektet fem uger tidligere. De er vant til at hente legetøj uden for kommunen, men i år har nedlukningen af Nordjyllands kompliceret dette.

- Vi kan ikke samles mere end 10 ad gangen på grund af forsamlingsforbuddet. Derfor er vi nødt til at sprede arbejdet ud, forklarer Henny.

De overholder restriktionerne og modtager i år både håndsprit og visir fra Sundhedsstyrelsen.

Uddelingsdagen, hvor forældre samles for at hente gaverne, må også nytænkes i år. Som julemænd i firehjulede kaner, kører de frivillige ud med børnenes julegaver til alle huse. Alle, der har ønsket gaver fra ”Giv en julegave”, skulle i år sende en sms med køn og alder på deres børn, så pakkerne bliver valgt af de frivillige i stedet for. De prioriterer privatliv og anonymitet, så alle informationer forsvinder igen med det samme.

- Da jeg mærkede den store taknemmelighed fra forældrene, vidste jeg, at det var noget, jeg ville blive ved med, fortæller Merete, der arbejder som frivillig på ottende år.

Som mange andre blev hun en del af besætningen, fordi Henny Gümüs søgte hjælpere. De hygsomme stunder og et godt socialt bånd mellem de frivillige fik hende til at hænge ved, og nu er hun en del af styregruppen for foreningen.

”Giv en julegave” er drevet af frivillighed og er derfor afhængig af donationer og sponsorater.

- Vi oplever så meget støtte fra lokalbefolkningen, fortæller Henny.

Mange donerer, hvad de kan. For pengedonationer kan ”Giv en julegave” købe udsalgsvarer som f.eks. nye skoletasker og penalhuse, så de ældre børn kan have det samme som deres klassekammerater. ”Giv en julegave” modtager også omtrent 350 kilo kartofler til familierne. Sidste år pakkede de næsten 500 gaver til kommunens børn.

- Det er hel fantastisk at give brugt legetøj ny liv. Alt, vi sender ud, er i fineste stand, selvom det har år på bagen. Og det får en til at tænke på sit forbrug, siger Merete.

Og alle donationer kan bruges.

- Alt det legetøj, vi giver til børnene, skal være i god stand. Vi vasker bamser og skrubber legetøj ren. Vi skifter batterier og får hjælp af børn til finde ud af, hvilke ting der passer sammen, fortæller Merete.

Selv bamser, der er gået i stykker, kan bruges. De sendes nemlig videre til De Hjemløses Landsorganisation, hvor de hjemløses hunde har stor glæde af plysdyrene. Alt får en funktion.

I 2019 modtog de frivillige en trailer, som har været til stor gavn for dem. Den er yderst effektiv til at transportere de mange donationer, Henny Gümüs og de andre frivillige tager rundt for at hente.

- Sidste år pakkede vi næsten 500 gaver til kommunens børn, fortæller Henny.

”Giv en julegave” hjælper nu underbemidlede familier i hele Jammerbugt Kommune, og de frivillige håber, at andre kommuner vil gøre dem kunsten efter. De frivillige er lykkelige over at kunne give så mange børn en jul, hvor der ikke mangler noget.

- Vi håber, at man vil tænke på os, næste gang et stykke legetøj har mistet værdi derhjemme, for det kan stadig væk få nyt liv hos andre, siger Henny Gümüs.

”Giv en julegave” tager imod legetøj og bamser hele året rundt - og kan findes på sin facebookside.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...