Der manglede nogle få deltagere i, at vedtægternes krav kunne opfyldes - ny generalforsamling holdes 28. september

VESTER THORUP: Vester Thorups Højskoles ordinære generalforsamling havde som det væsentligste punkt at lukke skolen, da man ikke havde fået elever nok på efterårsholdet til at kunne starte.

Inden dette punkt blev behandlet, var der dog en række ordinære punkter. Bestyrelsesformand Berit Johnsen aflagde beretning. Der har været en lang række aktiviteter, nemlig korte kurser, koncerter og event.

Berit Johnsen fortalte om arbejdet med at indkredse højskolens fokus - bæredygtighed, iværksætteri og grøn omstilling - som ikke mindst forstander Anni Pedersen og skolens lærere har været med til at præcisere godt og tydeligt. Hun takkede også for det store engagement, både blandt højskolens personale og bestyrelse, men ikke mindst fra lokale, som har været villige til at kautionere, og som har deltaget i arrangementer og arbejdsdage på skolen og i det hele taget engageret sig i, at højskolen skulle kunne blive til noget.

Her iblandt har fiskerne ved Thorupstrand været meget involverede i forhold til at inddrage højskolens elever. Også Klim Sparekasse, som har taget sig af at organisere kautionerne og selv har bidraget med kautionen på halvdelen af de 2,6 mio. kr., der skulle til for at udløse statsstøtte, hvis der var kommet elever nok til at starte, fik en velfortjent tak med fra bestyrelsen.

Skønt nedlæggelsen er en rigtig kedelig udgang, var det vigtigt for Berit Johnsen at slå fast, at alle havde gjort alt, hvad de kunne, og at det har været en spændende proces med mange gode aktiviteter - men at man måtte stoppe nu for ikke at sætte kautionisternes penge på spil.

Efter bestyrelsesformanden var det forstander Anni Pedersens tur til at afgive beretning. Hun fortalte om tiden, siden hun blev ansat i april 2019 og flyttede til Vester Thorup i juni, som var gået med at finpudse højskolens profil og gøre klar til dette forårs lange kursus, medskaberkurset. Det blev dog afbrudt to uger efter starten på grund af coronanedlukningen og først genoptaget, en uge inden kurset sluttede til sommer. Alligevel lykkedes det holdet både at arrangere et sommerkursus og at danne en elevforening.

Anni Pedersen pointerede, at selv om det ikke lykkedes at stable en højskole på benene på længere sigt, så er hun glad for, at det er prøvet:

- Vi har været her, vi har haft elever og gode arrangementer. Vi har sat et lille aftryk i verden og i højskolebevægelsen, mente hun og fortsatte:

- Det er bedre at lave en maveplasker end slet ikke at prøve at springe.

Regnskabet for 2019 viste et indestående i Klim Sparekasse på knap 39.000 kr. ved udgangen af 2019.

Så kom forsamlingen til punktet om, hvorvidt man skulle nedlægge højskolen, hvilket en samlet bestyrelse, forstander samt lærerstaben anbefalede. En sådan beslutning kræver dog ifølge vedtægterne, at to tredjedele af skolekredsens medlemmer skal stemme for en lukning, og da kun 35 af skolekredsens 59 medlemmer var mødt om, var der nogle få stykker for lidt til at lukke højskolen, skønt alle stemte for beslutningen.

Det betyder, at der holdes en ekstraordinær generalforsamling mandag aften 28. september, hvor man med almindeligt flertal blandt de fremmødte kan nedlægge højskolen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...