Onsdag 5. august slog frisør Pia Blaabjerg dørene op til sin salon i Fjerritslev.

Adressen Rugmarken 100, der også er frisørens privatbolig, lægger rum til en moderne salon, som er indrettet i den tidligere garage. Men tag ikke fejl, der er intet ”garageagtigt” over frisørens nye domæne.

- Alt er renoveret - vægge, gulv og loft. Der er sat glasdør og store vinduer i, og der bliver selvfølgelig handicvapvenlig adgang. Alle er velkomne, også med rollator eller kørestol, fortæller Pia Blaabjerg, som glæder sig til både at tage imod nye kunder, men ikke mindst de mange faste kunder, som hun indtil nu har klippet, farvet og krøllet fra sin tidligere adresse på Thorupholme, hvor hun har haft salon siden 2009.

Pia Blaabjerg driver sin butik som enkeltmandsvirksomhed og elsker livet som selvstændig – og ikke mindst det at have sine egne faste kunder.

- Jeg kender hver og en, jeg ved hvordan håret opfører sig, og ikke mindst ved jeg, hvor meget tid og opmærksomhed, hver enkelt gerne vil give deres frisure. Det har jo betydning for hvilke frisurer og hvor mange tvist, man skal foreslå hver enkelt kunde – og så får vi os ofte en god snak, så man følger lidt med i det hele.

Fredag 11. september holder Pia Blåbjerg åbningsreception i salonen på Rugmarken 100.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...