Brovst Seniorklubs bestyrelse glæder sig gevaldigt til at komme i gang igen tirsdag den 1. september, hvor man mødes for første gang efter en lang corona- og sommerpause.

- Vi byder alle velkomne, nye som gamle medlemmer, til samvær, fællesskab og hygge, siger formand Gert Pedersen og fortsætter:

- Og for dem, der er friske på det, er der også sund motion på programmet.

Motion og sundhed står Maria Fage Knudsen for. Hun skal i gang med sin tredje sæson som instruktør i klubben, og med sin baggrund som fitnessinstruktør og personlig træner er hun velkvalificeret til at lede motionsholdet:

- Det skal være sjovt, og vi skal træne både balance og koordination. Vi får også lidt sved på panden. Og alle kan være med, for har man nogle skavanker, tager vi selvfølgelig hensyn til det, og jeg kan også være med til at foreslå individuelle øvelser, fortæller Maria Fage Knudsen.

Senest har Sparekassen Vendsyssel doneret træningselastikker, stepbænke og måtter til motionsaktiviteterne:

- Vi har megen glæde af sparekassen som sponsor, mener Gert Pedersen.

- Og vi får også god hjælp fra kommunale midler og Frivillighuset Jammerbugt.”

Almindeligvis starter klubbens medlemmer med motion hver tirsdag kl. 9.15 og følger derefter op med kaffe, kortspil og hyggeligt samvær indtil middag. Der er dog også nogle, der springer motionen over, og det er helt frivilligt, fortæller Gert Pedersen:

- Og har man lyst til at spille badminton, er det også en mulighed. Vi har hallen fra kl. 8 til kl. 12 hver tirsdag, så man kan spille badminton før og efter at motionsholdet bruger gulvet, siger han.

Bestyrelsen understreger, at der ikke er noget krav om at fremvise dåbsattest for at bevise, at man er senior, og at alle er velkomne. Man kan bare møde op og prøve, om det er noget, man har lyst til, inden man eventuelt melder sig ind i klubben. Der er flest kvinder i medlemskredsen, men også en del mænd, og der er altid mindst 5-6 herrer med på motionsholdet.

Foruden de faste ugentlige aktiviteter har Brovst Seniorklub også andre arrangementer. På programmet for sidste halvår af 2020 står blandt andet bustur til Egnssamlingen i Saltum, en tur i egne biler til Henriettes Have tæt på Aabybro, bankospil og julefrokost.

Klubben nyder stor opbakning med dens små 70 medlemmer, men der er plads til flere. Og bestyrelsen gør opmærksom på, at både i hallen og ved kaffebordene er der god plads, så man holder den corona-sikre afstand, ligesom der er dispensere med håndsprit til rådighed mange steder i hallen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...