Mandag 4. februar kan man i Tinghuset i Fjerritslev opleve en fantastik koncert med Michala Petri, der er kendt som intet mindre end verdens førende blokfløjtespiller. Siden hun i 1975, som bare 17-årig færdiggjorde sin uddannelse i Tyskland, har Michala Petri begejstret publikum over hele verden med sin unikke musikalitet og virtuositet. Nu kan hun sammen med sin musikalske makker opleves til en smuk, barok, humoristisk og forrygende nytårskoncert i Tinghusets smukke og stemningsfulde retssal.

En koncert med Petri/Hannibal Duo er en rejse i den populære klassiske musiks forunderlige verden. Duoen har med deres fælles store erfaring udviklet en ligefrem, uhøjtidelig og stærkt kommunikerende koncertform, hvor de med korte introduktioner guider publikum til forståelse af det særlige ved de enkelte værker. Tinghuset har desuden for nylig haft besøg af Lars Hannibal, da han sammen med Ghita Nørby optrådte til et meget vellykket og totalt udsolgt arrangement i efteråret.

Kort efter koncerten i Fjerritslev går Michala Petri på scenen i Musikkens Hus i Aalborg for at modtage prisen som årets P2 kunstner. Redaktør Esben Tange fra DR’s P2 skriver om begrundelsen for udvælgelsen: ”Michala Petri er et fænomen i dansk musikliv. Som blokfløjtevirtuos har hun i et halvt århundrede udforsket blokfløjtens natur, og med utrættelig energi har hun stillet sig i spidsen for en udvikling af instrumentets repertoire.”

Der bliver helt sikkert rift om billetterne som kan købes hos Rene’s vin og Grønt i Fjerritslev, eller bookes via Tinghusets hjemmeside.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...