Mange enestående historier ville gå tabt, hvis ikke der fandtes et selvudgiverforlag, siger bogtrykker Martin Eigenbroth

FJERRITSLEV: I en bygning på Østergade ligger stakkevis af nye bøger, tykke som tynde. Nederst på de skinnende omslag står ordene: Forlag1.dk.

Bag høje stakke af mapper og papirer titter Martin Eigenbroths hoved frem. Han er chef for trykkeriet og har travlt. For udover firmaets hovedprofil Fjerritslev Tryk, der gør i alt fra skrift på kuglepenne og visitkort til tryksager og facadeskilte, opkøbte man i 2012 også Forlag1, der nu fungerer som underafdeling. Indtil da trykte de kun andre forlags bøger, men nu kan de altså tilføje deres helt eget til listen. Og det ligner slet ikke de andre. Forlag1 er nemlig et selvudgiverforlag.

- Forfatteren har fuld selvbestemmelse over sin bog. Vi sørger bare for, at den bliver trykt, fortæller Martin Eigenbroth og fortsætter:

- Vi kan rådgive om alt. Lige fra layout til udgivelse og distribution af bogen, men al profit for bogen går til forfatteren selv. Tilsvarende er det også forfatteren, der skal stå for finansieringen af bogen.

Forfatteren til bogen har altså en langt større frihed, såvel i forhold til indhold som til den økonomiske del, end hvis bogen udgives på de større etablerede forlag. Forlag1 har efterhånden udgivet alt fra selvbiografier til skønlitteratur, nogle med tætskrevet tekst og andre med smukke billeder.

- Mange enestående historier ville gå tabt, hvis ikke der fandtes et selvudgiverforlag, fortæller Martin.

Det har hele tiden været forlagets intention at hjælpe folk, der har noget på hjerte. Hos Forlag1 bliver det muligt at nå ud til et bredere publikum bl.a. fordi forlagets medarbejdere kan give professionel rådgivning. Bogen vil både blive solgt på Forlag1.dk’s egen webshop og gennem Bogportalen til landets boghandlere.

Det er hvert fald sikkert, at Forlag1 er blevet en kanal for mange små stemmer med store historier.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...