HYP: Han Herrred Hestesportsklub har fået ny hest takket være Fonden for Sparekassen Himmerland

Hyp, hyp, hurra. Nu er der godt nyt til de medlemmer hos Han Herred Hestesportsklub i Fjerritslev, som ikke har råd eller tid til selv at eje en hest.

Rideklubben har nemlig fået bevilliget 22.000 kroner i støtte af Fonden for Sparekassen Himmerland til indkøb af en ny elevhest. Fonden er største aktionær i Jutlander Bank, og hovedparten af de midler, fonden har at dele ud af, stammer fra bankens overskud.

Hesten har man allerede fundet - den bærer navnet After Eight, er 5 år gammel og fra Hurup.

- Det er uhyre vigtigt for os at have et godt hestemateriale, så vi kan tilfredsstille de mange elever, der dagligt kommer på rideskolen, siger Trine Henriksen, formand for Han Herred Hestesportsklub.

- Derfor siger vi tusind tak til fonden, for uden støtte kan vi ikke finde midlerne til at foretage køb af heste, siger hun og forklarer, at støttebeløbet dækker størstedelen af indkøbsprisen på hesten.

Skal afløse ældre heste

Det har været nødvendigt at købe en ny hest netop nu, fordi flere af klubbens andre elevheste er ved at være oppe i alderen.

- Vi har i alt 13 af disse heste, men nogle af dem er måske på vej ud af business, fordi de har passeret de 30 år. Så After Eight skal ligesom tage over for de lidt ældre heste, siger Trine Henriksen.

After Eight, som i daglig tale vil blive kaldt Jutlander Banks After Eight, er allerede taget i brug i forbindelse med de daglige ridetimer og er også blevet lejet ud til eleverne i weekenderne, når de har deltaget i stævner, fortæller formanden.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...