Desværre måtte kommunalpolitikerne melde afbud på grund af coronasituationen

FJERRITSLEV: I Jammerbugt Kommune er naturfagslærerne i gang med at lære, hvordan de kan arbejde projektbaseret og anvendelsesorienteret i undervisningen. Metoden hedder ”engineering”.

På Fjerritslev Skole har dette bl.a. betydet, at 9.d de sidste par uger sammen med lærerne Marie-Louise Krarup og Else Munkesø har arbejdet med problemstillingen: ”Hvordan gør vi Fjerritslev til en bedre og sundere by for de unge?”

I processen har de fået praktisk hjælp fra en gruppe elever fra 5.-6. årgang.

Eleverne har været optaget af sommerens avisskriverier om larm og ballade i sfo’ens bålhytte og af, hvordan man på en bæredygtig og økologisk måde kan gøre byen attraktiv for både unge, turister og tilflyttere. Det fylder i de unge menneskers arbejde og bevidsthed, at de gerne vil have et sted, hvor de kan være, høre musik og føle sig frie - uden at tage hensyn til naboer.

Flere grupper har derfor bygget modeller af ”De unges sted”, hvor væggene skal være lydisolerede, solceller på taget og regnvandsopsamling til brug i toiletterne. Det hele er selvfølgelig lavet af genbrugsmaterialer. Der er også ideer til, hvor et sådant sted kunne være såsom det gamle banegårdsareal ved Netto eller ved Dalhøjen.

En gruppe foreslår, at der bliver bygget et indkøbscenter, der både skal være bygget af genbrugsmaterialer og markedsføre varer, der er økologiske og bæredygtigt produceret. Gruppen påpeger at bygningen af et indkøbscenter vil tiltrække flere indbyggere, fordi det vil skabe flere arbejdspladser.

En gruppe vil bygget et vandland, og en anden vil lave en hel grøn by uden biler på vejene, og hvor energien kommer fra solceller og vindmøller.

Torsdag 24. september havde eleverne fremvisning af deres ideer. Desværre måtte kommunalbestyrelsens børne- og familieudvalg melde afbud af coronahensyn, men en række lærere, klasser og skoleleder Pernille Hovaldt kom forbi.

Pernille Hovaldt var interesseret i, hvordan eleverne oplevede denne arbejdsform:

- Det har været en kæmpe fornøjelse at se eleverne fremlægge deres gode ideer og høre dem anvende faglige begreber og vendinger, siger hun og fortsætter:

- De fortæller, at det både har været hyggeligt, spændende og lærerigt, og at det har været godt også at være aktive i timerne. De siger også, at det har været godt at være sammen med yngre elever, der har haft mange gode ideer.

Og fra elevside lyder det:

- Det har været godt at få hjernen i gang ved også at arbejde med noget kreativt. Jeg synes, at man lærer bedre på den måde. Og så har det været spændende at arbejde med det reelle problem, at de unge i Fjerritslev ikke har et sted at være i fritiden, fortæller Alfred Hedemann fra 9.d, og en anden elev siger om den nye måde at arbejde på:

- Jeg synes, at de faglige begreber hænger mere fast, og jeg tror bedre, at jeg kan forklare dem, når vi skal til eksamen.

- Vi glæder os til næste projekt på Fjerritslev Skole, siger skoleleder Pernille Hovaldt.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...