Kunst: Mange af Brovst Skoles klasser har været involveret i projektet

I forbindelse med at der på Brovst skole blev afholdt billedkunstens dag, lavede nogle af eleverne en udstilling af de værker, de har arbejdet med siden januar. Billedkunstlærer Inge Lise Brandt Sørensen har fået eleverne til at skabe fantastiske kunstværker.

I klynge 100 har 1. klasserne lavet søde pingviner ud af toiletruller. Inspireret af den østrigske maler Friedensreich Hundertwasser har 2.A lavet flotte huse, hvor de både har tegnet huse, bygget huse af små kartonstykker og malet huse på mælkekartoner. I 3.A har de arbejdet med, hvordan man kan lave stemning i malerier ved hjælp af kolde og varme farver og de har efterfølgende fremstillet skønne landskabsmalerier efter inspiration fra bl.a. Vincent van Gogh og Edvard Munch.

I klynge 200 har 4. klasserne lavet nogle fine relieffer, hvor de har arbejdet med form og udtryk i forskellige papirmaterialer, de har lavet skyggeportrætter af hinanden omkranset af doodle-art samt menneskefigurer, hvor de har arbejdet med kroppen og forskellige stillinger vi som mennesker kan stå i, og derefter er figurerne sat sammen til et flot kunstværk, de kalder ”menneskemylder”.

På 7. klassernes valghold har de fremstillet lag på lag malerier, portrættegning af en kendt person og lavet genbrugskunst ud af gamle bøger og figurer i ostevoks.

Det er alle sammen nogle rigtig fine værker, som elever og lærer med god grund kan være stolte af at have fremstillet, konstaterer Anette Lerbjerg Christensen, der er souschef på Brovst Skole.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...