Tinghusets retssal var fyldt til bristepunktet

FJERRITSLEV: Tinghusets retssal i Fjerritslev var mandag 4. februar fyldt til bristepunktet af et begejstret publikum, som overværede en forrygende koncert med verdens førende blokfløjtespiller Michala Petri og hendes musikalske makker, guitaristen Lars Hannibal.

Duoen lagde ud med en smuk sonate af J.S. Bach efterfulgt af musik af bl.a. Van Eyck, Coreli og Carl Nielsen.

De dygtige musikere spillede også musik komponeret af Lars Hannibal selv, og aftenen bød desuden på flotte solonumre, hvor Lars Hannibal spillede det skønne ”Kärleksvals” af Ulrik Neumann, som var lærer for Lars Hannibal. Han fortalte, at det var et rigtigt ”score nummer”.

Michala Petri spillede solo en helt forrygende version af den kendte folkevise ”Mads Doss”, som blev endevendt på den mest virtuose måde. Her gjorde hun brug af meget avancerede teknikker på fløjten, hvori indgik sang og fløjtespil samtidig.

Michala Petri gjorde også brug af den store bas-blokfløjte i et flot impressionistisk inspireret nummer komponeret af Lars Hannibal. Duoen var særdeles veloplagt og fortalte sjove anekdoter i tilknytning til de forskellige numre.

Næste koncert i Tinghuset er torsdag 7. marts, hvor der er besøg af Kristian Lilholt og Ida Friis Virenfeldt.

16. maj vil man kunne opleve Petra Westra, og 28. maj er der igen kammermusik, denne gang med en strygekvartet fra Aalborg Symfoniorkester, som bl.a. spiller fortolkninger af Beatles numre.

- Vi er rigtig glade for at så mange har taget koncerterne i Tinghuset til sig og trofast møder op, fortæller formand for Kulturforeningen Tinghuset, Per Gregersen.

Den nyrenoverede retssal har vist sig at være en fremragende koncertsal. De mange musikere, rytmiske såvel som klassiske, roser akustikken i salen og stemningen i huset som helt enestående, og kombineret med et meget lydhørt og entusiastisk publikum betyder, at de kendte musikere, som ellers er vant til store fine koncertsale, altid er glade og gerne vil komme og spille igen i Tinghuset.

På Tinghusets hjemmeside kan man læse meget mere om aktiviteterne og kommende arrangementer.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...